lørdag den 19. marts 2016

Om at at være alene

Jeg har gået og tygget på noget, i noget tid. Jeg har tygget på det at være alene. 

Jeg er jo alene nu, single, bar´ mig (og drengene). Og jeg har det godt. Jeg har det fint med at være alene, jeg har tid til mig, tid til drengene, tid til hvad end jeg nu vil. 
Helt egoistisk, så skal jeg ikke være noget for nogen, udover mine børn og hund. Og også lidt mig selv. 
Jeg kan ikke blive skuffet, sur, vred, såret, over en andens handlinger. Der er intet. Befriende. 

Men der hvor jeg så tygger lidt, det er på alle mine tanker omkring det. 
Er det bedste for mig at være alene? 
Er det bedst for mig lige nu, og derfor føler jeg at det er helt rigtigt?
Er det bedst, fordi på den måde udsætter jeg ikke mig selv for svigt og sorger igen?

Ja, fuck, jeg kender ikke svaret, jeg tygger løs. For diplomatisk som jeg er, så tror jeg det er en god blanding af det hele. 

Jeg har brug for at være mig, jeg har brug for at lade op, jeg knuselsker mit eget selskab, måske en tand for meget, jeg er huleboer, jeg er selv vokset op i en familie hvor der ikke var mænd, så for mig er det nok mere naturligt at være alene end at være i et forhold. 

Men er det et skalkeskjul for at beskytte mig selv? - Tror jeg ikke på mig selv nok til at turde? 
Jeg har turdet, jeg har satset, jeg har investeret hele svineriet, men på de forkerte. Og lige meget hvad, så ved jeg inderst inde godt at jeg jo nok skal begive mig ud i det dersens kærlighed igen på et tidspunkt, men jeg har ikke travlt. 
Jeg lavede lidt en aftale under bordet med mig selv, da M gik fra mig.. 2 år, to år bare til mig og mine børn ovenpå denne her rutschebanetur. 
Nu er det tid til mig og de to børn jeg har båret under mit hjerte, alt andet er pisseligemeget. 

Men derfor kan jeg godt gruble lidt over om jeg nogensinde bliver sådan en der kan finde ud af at fungere i et forhold, bo sammen med en anden mand og måske dennes børn. 
Vor Herre til hest, jeg har jo kun boet sammen med drengenes far, ellers har jeg primært været alene. Det mest seriøse forhold, det var det efter drengenes far, med M. Men der var nogle store kræfter der spillede ind, så på den måde kunne man nok aldrig rigtig vinde. 

Kan man blive for meget på den måde at det bliver svært at skulle affinde sig (virkelig negativt ladet) eller skal vi hellere kalde det, finde ud af at leve så tæt sammen med et andet menneske, altså jeg tænker når nu jeg har mine måder at gøre tingene på, jeg er ret selvstændig og nok os lidt en overlever af natur, hård og beder absolut ikke om hjælp. Formentlig ikke den nemmeste at komme ind på livet af, skulle jeg hilse og sige. MEN, men men men, har man tålmod og evne til at forstå, så lukker jeg op.  

Jeg ved overhovedet ikke hvad fremtiden bringer, det må jeg ærlig talt indrømme, men jeg tror også at det er ok ikke altid at sigte efter noget, men blot prøve at være der hvor man er. 

Jeg havde en længere snak med M den anden dag, da vi var på Langelinje, og vi snakkede lidt om løst og fast. 
Vi er ret uens på det punkt med at være alene. Jeg elsker det, han kan simpelthen ikke finde ud af det. Bare han skal bruge en halv dag hjemme uden planer, så stikker det af for ham. 
Jeg plæderede for, at han øvede sig i at elske sit eget selskab. Pisse frelst jeg er. Måske kan man ikke lære det, hvis ikke man allerede er pjattet med det? Jeg ved det ikke.

Ingen kommentarer: