lørdag den 7. november 2015

Tyndslidt

Jep, det er mig.

Fredag var en lang satan. Intet mindre end en dag med tårer på job, telefonvagten kan være hård når det næsten konstant er en verbal sviner du skal lægge øre til.
Hvis man krydrer det med M´s og mit brud, dårlig søvn i over en uge, regnvejr, tankemylder, tung og øm krop, ja hverdagen generelt, og en del andet privat. Så giver det nok et mere nuanceret billede af en kvinde der er ved at gå liiiidt op i limningen. Eller som minimum er gennemtræt.

Spørgsmålet er om jeg skal søge væk, væk fra udmattende opkald, væk fra enorme sagsmængder, som egentlig ikke går mig på, men et eller andet sted efterlader mig med følelsen af at vi lidt sejler vores egen sø. Jeg er mæt, træt, udbrændt. Det siger lægen selv.

Men jeg klør på, og passer på. Så godt jeg kan. Hvem der bare kunne vælge og vrage fra alle hylder og lave lige præcis det man drømte om. Det har jeg tænkt lidt over. Ja, altså hvad jeg egentlig går og drømmer om. Og jeg ved det ikke. Jeg er fuldstændig blank.
Jeg tror jeg drømmer om det mange drømmer om, tid til både mine børn og selvfølgelig skal der også tjenes penge. Men som det ser ud nu, hænger det jo ikke sammen. eller jo, man gør det man skal. Går på arbejde, kommer hjem, vasker tøj, laver aftensmad, bader børn og putter dem. Det er jo ikke et liv. For mig, hvad andre mennesker drømmer om og brænder for er måske noget helt andet. Og hvis jeg havde midlerne, var jeg den første til at gå ned i tid så man rent faktisk så sine børn, og ikke kun i weekenderne.

Jeg har taget en ordentlig skraber på sofaen, stort of my life. Det er efterhånden blevet en hverdagsting. Da jeg vågnede kiggede jeg som det første på min telefon, havde han mon givet lyd fra sig. Nope. Niks. Nada.
Hvordan kan man bare forsvinde ud af hinandens liv på den måde. Jeg har jo heller ikke skrevet, og noget siger mig at det er the way to do it. Han må sejle sin egen sø. Vil han have sit tøj og habengut, så må han give lyd fra sig. Så kan vi kigge hinanden i øjnene, det andet her. Det er jo bare underligt.
Jeg hader hans lidelse. Jeg hader det den gør ved ham. Og jeg hader os ham lidt. For ikke at gøre noget andet end hans behov. Man må godt hade lidt. Bare lidt. Jeg savner os. Mangler ham jo.

Jeg fik jo den formidable lur på nogle timer på sofaen, kroppen er ikke så tung og øm mere. Men jeg skal snart i seng, må bare lige have noget mere træthed ind i kroppen, så jeg kan sove. The Blacklist er et fremragende bud på hvad man lige kan snuppe et par afsnit af, mens man inkassere lidt på træthedskontoen.

Jeg elsker iøvrigt Tumblr... Åh, jeg kan bruge så lang tid på at lede efter det helt rigtige inde på den side. Det er helt perfekt det billede, derinde fra iøvrigt.
                                         
                Vigtigt budskab, nu skal jeg bare finde opskriften.  




Ingen kommentarer: