mandag den 30. november 2015

Skolebørn coming up.


Beklager den alternative opstilling med billedet, men hvis nogen kan forklarer mig hvorfor skidtet flyver rundt når gør som jeg altid gør, så del endelig.
Alternativ it is.. 


Oh la la... Jeg har med gru og rædsel set lidt frem til det jeg skulle idag...
Hvis vi lige ser bort fra internettet der gik ned i rigtig mange timer, og at helbredet skranter un peu, så gik det ellers nogenlunde let (og smertefrit).


Mine poder er hermed officielt skrevet op til distriktskolen som det så ganske enkelt hedder nu til dags.

Et styk i hver deres klasse om jeg må bede om.
Jeg forudser en hulens masse arrangementer dobbelt op, ikke at foretrække for den introverte mor.

Så skal vi ikke sige at jeg vælger det til som mine børn ikke skal gå glip af.

Men alt sådan noget "forældre-spise-komsammen-uden-børn" og "lad-os-tage-i-sommerhus-uden-børn-og-drikke-vin-til-de-fede-90´er-hits" krydret med diverse. Der springer jeg over..
Og jeg ved godt det er sat noget på spidsen, men det forekommer i nogen grad, har jeg ladet mig fortælle. Dog ikke fra en forældre på denne skole, men andetsteds fra.

Jeg fatter ikke tiden er fløjet, altså det tror jeg egentlig at samtlige forældre der når lige præcis til denne her milepæl, siger. Men jeg fatter det simpelthen ikke. Do not get it.

Jeg har ingen idé om hvordan det bliver at have skolebørn, men jeg forudser lektielavning ved spisebordet, trætte børn og en mor der bare ikke har gået i skole meget længe og som intet husker. Måske det kunne blive godt hvis vi kunne tage en lærer med hjem. Hvis vi spørger pænt.

Jeg kan sgu´ da huske hvor håbløst det var da min mor skulle hjælpe mig med lektierne. Min mor, hun gik vist kun i folkeskole og så videre på tandlægeskolen. Jeg aner faktisk ikke om hun er student, det mener jeg ikke. Hun var ikke til nogen synderlig hjælp, tværtimod. Altså de måder hun mente jeg skulle udregne matematik på, var jo nærmest med kugleramme og underlige opstillinger. Sådan en mor bliver jeg os. (Sorry boys)
Min søster er knivskarp til skolearbejdet, så der var mange gnidninger mellem os, for jeg fattede bare ikke matematik og det fattede hun ikke at jeg ikke gjorde. Det endte tit i gråd. Hold kæft noget lort egentligt.

Nå, men nu skal jeg så være den der ligesom lærer mine børn noget og hjælper dem. Somebody help me...

Men jeg lover jer drenge, jeg vil gøre mit bedste. Google er iøvrigt et genialt redskab, og jeg agter at benytte mig af det så vi kan finde de løsninger vi mangler. Til gengæld er jeg god så meget andet skolehalløj.

Jeg kan huske at jeg skulle lave en opgave i biologi måske, jeg gik vel i 4-5 klasse. Emnet var hvaler. Mon jeg selv havde valgt det..
Nå, men jeg var på biblioteket og havde lånt en tyk tyk bog om hvaler. Og jeg ville jo gerne have billeder i min opgave, så jeg skrev og jeg skrev, og så tegnede jeg over på de billeder der var i bogen, og jeg var noget så grundig. Og på den alternative måde, fik jeg billeder i min opgave. Jeg mindes at jeg fik rigtig meget ros.

torsdag den 26. november 2015

Hej Roskilde.

Hej torsdag.

Du har været rigtig hverdagsagtig i dag. Du har velsignet mig med en syg dreng, der lige nu ligger og sover. Roskildesyge, kan man vist kalde det. 

Siden sidst har jeg været lidt hængt, dvask, eller hvad man skal kalde det. Jeg har sjældent sovet så meget, som jeg har de sidste par dage. 
Jeg vil ikke sige at jeg er frisk-frisk, men jeg er da vågen og det er en start. 
Jeg  var forbi hende der koster knaster, ikke at det ligesom battede, det gør det jo ikke så hurtigt. 

Jeg har aftalt med mig selv at jeg vil bestille en klam pizza i aften, bare fordi jeg syntes jeg trænger. Jeg ved bare os at jeg formentlig ikke kan spise noget nær en hel, som jeg plejer. Jeg elsker altså virkelig mad. 

Men jeg har kvalme, især efter jeg har spist. Så det bliver ikke til så meget. Hvorfor, tja, det ved jeg ikke. Mon det er psyken, eller at man bare er fed up. Men jeg har satme lyst til pizza. Netflix and chill.. 

Alt om intet, mest om pizza. Sneen er heldigvis væk, og imorgen venter en ny dag.

Når børn iøvrigt er syge, og man er alene om det. Så kan noget så simpelt som at handle, være noget nær umuligt. Jeg prøver stadig at knække koden, men må nok sande at det ikke kommer til at ske idag. 


tirsdag den 24. november 2015

Sidste weekend..del 2.

Ovenpå sådan en godt nok forholdsvis kort bytur dagen før, måtte jeg ud og have tankerne på ret køl. 
Når de hele tiden kredser om en person, som man savner, så skal man distraheres. 

Julemarked it was.. 
Højbro Plads og tysk julemarked.


Jeg havde ikke været der før. 
Det var ikke så stort, mindede lidt om Hamburger Dom, 
som jeg så gerne ville hen igen, gerne med M.
Men når man ikke kan komme det, så er det da meget hyggeligt at finde det her lille marked, som er mikroskopisk i forhold til Dom.


Når man har tømmermænd, og det hele skvulper lidt indeni i, så er kulde godt. 
Offentligt transport, not so much. 
Men vi klarede det, jep jeg er forvent. Kører for pokker altid i bil. 


Kildevand og Krakauer er også et ret fint bud på hvordan sådan en dag skal tæmmes. 
Stærk sennep, nam. 
Kæmpe pølse, haps. 
Love it. 

Det tog ikke lang tid at ronderer den plads, mest af alt ledte vi efter glaserede æble. 
Jeg har simpelthen glemt navnet, jeg syntes det plejer at hedde noget i den dur. 
Det er de røde, med kokos på.
Det korte og det lange er, at det havde de altså ikke. 
Snydt igen. 
Dét havde virkelig gjort udslaget. 

mandag den 23. november 2015

Sidste weekend..del 1...

Sidste weekend bød på aftalt tur i byen med veninde, og julemarked på Højbro Plads.

Jeg lærer lidt hver gang, halløj Introvert - Velkommen i helvede. Vi dukkede op på The Scottish Pub, jep, det var ligesom det jeg kendte. Det er næsten 10 år siden jeg har været i byen, som ikke omfatter en eller anden åndssvag Karmafest på Klamydiahotellet Søpavillionen, sidste sommer.

Nå, men der var landskamp, Sverige/Danmark. Det betød altså rigtig mange mennesker på et og samme sted.
Jeg tog det i stiv arm, eller høj hæl, hvad ved jeg. Jeg fandt et hjørne, det elsker jeg. Så kan jeg ligesom trække mig lidt væk.
Det heldige var, at da kampen sluttede, så smuttede rigtig mange mennesker, og bingo der var en bås i et afsides hjørne.

Aftalen var fra starten af, at vi ikke blev længe ude. Vi skulle bare lige snuse lidt, luftes lidt og have lidt andre indtryk med hjem, end den sædvanlige kaffedate i sofaen, der oftest ender i en Amerikaner med ekstra chili og lidt cremefraiche dressing.

Det var skidekoldt da vi skulle afsted, jeg havde iført mig nederdel og små sko. Alt i min krop ville allerhelst hoppe hjem på sofaen i py-bukser og smide en film på. Min veninde havde det formentlig mindst ligeså meget som mig. Vi havde inden vi begav os ud, fyldt på med cider. Jep, stærkere sager er jeg ikke til. Så jeg var egentlig rigeligt fyldt med alkohol og musik, men afsted vi kom.

I toget hjem, jep toget. Så sad vi sådan lidt og fordøjede aftenen. Vi havde det faktisk rigeligt sjovt. "Jeg har aldrig", der kom da lidt på bordet, og tilsidst var min stemme halvt væk. Så var det på tide at finde hjem til py-bukser og netflix.

Det er bare lidt underligt, det at gøre noget man i bund og grund virkelig ikke gider. Men føler man bør, fordi det gør de fleste andre og så er det jo normalt. Men hvad er normalt? Og er det så vigtigt at være normal?
Men på den anden side er det jo også virkelig skidt at sidde hjemme hver evig eneste weekend, det stimulerer vel ikke en, eller udfordrer een. Tværtimod, risikerer man ikke bare at visne hen, og er livet ikke for kort til det?

Ovenpå den tur i byen, så tror jeg godt at jeg kender svaret, selvom det er lidt dobbelt. For det vigtigste må sgu´da være at være den man er, og græsset er ikke grønnere på den anden side. Til gengæld er der tømmermænd og ubehag. Men man skal huske at gøre noget, man skal sgu´ da gøre noget. Måske bare noget andet end bytur og alkohol.

Jeg har ikke besluttet om jeg skal hive min veninde med i byen en anden gang, men noget siger mig at der kommer til at gå noget tid. 














onsdag den 11. november 2015

Stof til eftertanke

Jeg har lyttet til TED tv/talks eller hvad det hedder idag. Jeg fik et link sendt af en veninde. Og jeg lyttede lidt videre på nogle af de andre.

Jeg har ikke helt tygget det igennem i hovedet, endnu. Men jeg har lyst til at dele linket til dem der måske vil afsætte 17 min til at se det.

Det har sat noget i gang, noget om at man skal leve livet så godt man kan, mens man har det. For vores tid er lånt. Og fyren har jo ret. Så evigt ret.

Jeg har ikke været så god til at leve livet, jeg har mest levet i skyggen af min sorg over min mors alt for tidlige død. Over de svigt jeg har oplevet alt for mange af i mit forholdsvis (host host) unge liv. Jeg har ikke været så god ved mig selv, jeg har accepteret for meget lort, pga af manglende tro på mit værd. (Virkelig underlig sætning. Jeg ved ikke om den holder)

Jeg har en pessimistisk tilgang til verden. Virkelig ikke fedt, men på den måde beskytter jeg mig selv lidt. Og sådan kan jeg blive ved, for når man oplever voldsomme ting/traumer/sorg på et tidspunkt i sit liv, hvor man er så sårbar fordi man netop dér tager form som det voksenindivid man ender med at blive, så tror jeg at man oftest går lidt i stykker.

The 3 a´s of awesome

Måske det er helt hen i vejret at tro at folk gider at lytte/se noget de ikke rigtig ved hvad er, i ret lang tid. Men det gav mig noget. Måske det kunne give andre lidt også...
Nu skal jeg bare lige finde ud af hvordan jeg kaster det op i luften og får brugt det til noget rigtig godt.

Tidligere i dag (før jeg så klippet) valgte jeg at bestille en duft jeg har ønsket mig længe, een jeg troede jeg fik i fødselsdagsgave af M. Jeg fik dog så meget andet, dejlige gaver. Jeg har egentlig ikke rigtig pengene til det. Men jeg ville bare være lidt god ved mig selv. Bare lidt. 
Jeg føler lidt jeg har gjort noget ulovligt. Og det er noget pjat. Men måske er det på tide at sætte "mig" lidt højere oppe på dagsordnen. Bare en gang i mellem. 

Måske jeg bør investere i nogle nye sneakers næste gang, det ene par jeg har, har jeg haft i 3 år. 

lørdag den 7. november 2015

Tyndslidt

Jep, det er mig.

Fredag var en lang satan. Intet mindre end en dag med tårer på job, telefonvagten kan være hård når det næsten konstant er en verbal sviner du skal lægge øre til.
Hvis man krydrer det med M´s og mit brud, dårlig søvn i over en uge, regnvejr, tankemylder, tung og øm krop, ja hverdagen generelt, og en del andet privat. Så giver det nok et mere nuanceret billede af en kvinde der er ved at gå liiiidt op i limningen. Eller som minimum er gennemtræt.

Spørgsmålet er om jeg skal søge væk, væk fra udmattende opkald, væk fra enorme sagsmængder, som egentlig ikke går mig på, men et eller andet sted efterlader mig med følelsen af at vi lidt sejler vores egen sø. Jeg er mæt, træt, udbrændt. Det siger lægen selv.

Men jeg klør på, og passer på. Så godt jeg kan. Hvem der bare kunne vælge og vrage fra alle hylder og lave lige præcis det man drømte om. Det har jeg tænkt lidt over. Ja, altså hvad jeg egentlig går og drømmer om. Og jeg ved det ikke. Jeg er fuldstændig blank.
Jeg tror jeg drømmer om det mange drømmer om, tid til både mine børn og selvfølgelig skal der også tjenes penge. Men som det ser ud nu, hænger det jo ikke sammen. eller jo, man gør det man skal. Går på arbejde, kommer hjem, vasker tøj, laver aftensmad, bader børn og putter dem. Det er jo ikke et liv. For mig, hvad andre mennesker drømmer om og brænder for er måske noget helt andet. Og hvis jeg havde midlerne, var jeg den første til at gå ned i tid så man rent faktisk så sine børn, og ikke kun i weekenderne.

Jeg har taget en ordentlig skraber på sofaen, stort of my life. Det er efterhånden blevet en hverdagsting. Da jeg vågnede kiggede jeg som det første på min telefon, havde han mon givet lyd fra sig. Nope. Niks. Nada.
Hvordan kan man bare forsvinde ud af hinandens liv på den måde. Jeg har jo heller ikke skrevet, og noget siger mig at det er the way to do it. Han må sejle sin egen sø. Vil han have sit tøj og habengut, så må han give lyd fra sig. Så kan vi kigge hinanden i øjnene, det andet her. Det er jo bare underligt.
Jeg hader hans lidelse. Jeg hader det den gør ved ham. Og jeg hader os ham lidt. For ikke at gøre noget andet end hans behov. Man må godt hade lidt. Bare lidt. Jeg savner os. Mangler ham jo.

Jeg fik jo den formidable lur på nogle timer på sofaen, kroppen er ikke så tung og øm mere. Men jeg skal snart i seng, må bare lige have noget mere træthed ind i kroppen, så jeg kan sove. The Blacklist er et fremragende bud på hvad man lige kan snuppe et par afsnit af, mens man inkassere lidt på træthedskontoen.

Jeg elsker iøvrigt Tumblr... Åh, jeg kan bruge så lang tid på at lede efter det helt rigtige inde på den side. Det er helt perfekt det billede, derinde fra iøvrigt.
                                         
                Vigtigt budskab, nu skal jeg bare finde opskriften.