torsdag den 28. maj 2015

En tur tilbage i tiden..

Søndag var ikke bare en travl og følelsesmæssig hård dag. Men sluttede i det bedste selskab, i høj sol og med en på opleveren.


Vi var nemlig til Middelalder-Marked i Valbyparken igår, min veninde og hendes dreng, Michael og jeg og alle vores børn. 




Ridderturnering, rustninger og alt hvad hjertet begærer.

Vi havde ikke været der før, drengene og jeg. Så vi kendte det ikke. Men hyggeligt var det. 

Pølser med gigantiske brød, kandiseret æbler med kokos og nogle med kanel, og søde børn er ikke det værste i verden. 

Selvom jeg er introvert, så gik det fint. At jeg var mega smadret i hatten dagen der på, er en helt anden sag. Fuldstændig energiforladt, øm i øjnene, lidt ligesom at have tømmermænd, ja så var det en super eftermiddag. 

Elsker Michaels og min venindes selskab. Alle vores søde børn og at opleve noget, ren win-win. 



Dagen derpå blev altså brugt på at lade op. Det er det eneste jeg kan. Ungerne forstår det desværre bare ikke. Men det gik.
Fik da nået hovedrengøring, oprydning og et bravt forsøg på at vaske lidt tøj. At maskinen ville anderledes, er en anden side af sagen. 

Dejlig søndag, trods alt.




onsdag den 27. maj 2015

Hverdagsliv

Onsdag, onsdag, onsdaaaag. 

Jeg er træt, virkelig gennemtræt.

Vaskemaskinen stod af mandag aften, rimelig ufedt i en børnefamilie uden mulighed for vaskeri. No worries, jeg har klaret den. 
Tak til Michael for at gide at have os rendende et par dage i træk. 
Der skal jo pakkes tøj, er sikker på at det ville falde i dårlig jord hvis ikke der var styr på det til samvær.
Imorgen, siger jeg bare. Imorgen..
Der ankommer den nye maskine, jeg glæder mig til at få en ind i huset der ikke larmer, eller rykker sig midt ud på gulvet under centrifugering. 

Men ud over den udfordring, så tester ungerne mig. Jeg får hele skraldet, hele tiden. Det kræver usandsynligt meget af mig, jeg ved godt hvad der udløser det, men det gør det ikke nemmere at stå model til. Jeg er ikke nogen super-mor, slet ik. Men jeg gør hvad jeg kan, med de midler jeg har.
Nogle gange kan jeg ikke lade være med at blive virkelig rasende over at deres såkaldte far, har meldt sig ud af spillet og bare agerer legeonkel hver anden weekend. 
Hold kæft det er lavt!



Jobbet er travlt, konstant under udvikling, og sjældent med samme arbejdsbeskrivelse som dagen før. Jeg har været til undervisning idag, katastrofeberedskab. Vi er dem der også skal løfte den opgave, og lad os blot håbe, at det aldrig bliver nødvendigt. 

Imorgen er der undervisningsdag, hele dagen. Børn der skal hentes, bades, mad der skal laves, tasker der skal pakkes, madpakker, montering af vaskemaskine osv. Jeg er helt træt ved tanken om endnu en dag med knald på. 

Weekend coming up, kom så.... 


lørdag den 23. maj 2015

Om at være voksen

Det har jeg været forleden, på den hårde måde.
Jeg tænker, når man skal træffe hårde beslutninger, og man samtidig kæmper med skyldfølelse og slåen-i-hovedet-på-sig-selv.

Vores fine Balder-basse flyttede hjemmefra igår.


Jeg er skide bange for folks meninger og tanker om det at anskaffe ham, for så at smide håndklædet i ringen. Måske endda jeg skriver nu for at forsøge at retfærdiggøre det overfor mig selv. Ved det sgu' ik.


Men jeg har fundet, hvad der lyder til det mest fantastiske sted til ham, en familie med børn, en seriøs stor grund, heste, katte og legekammerat indenfor 800 meters afstand. Strand og skov i baghaven, og han kan være allermest hund som han er skabt til at være. Han skal nemlig med på jagt. De har erfaring og han kommer stort ikke til at være alene hjemme.



For Balders skyld lyder det som det allermest optimale. Og han fortjener det, for han er en fantastisk vaps.

Jeg har mine dage hvor det hele kører, på den gode måde, men lige knap og nap. Og så er der dage hvor det hele kører virkelig skidt. Og jeg har tumlet med følelsen af at ikke være tilstrækkelig for ,ind børn, hunden eller mig selv. Og det går bare ikke, for de har kun mig, og jeg har kun mig selv til at passe på mig selv.

Skulle man trække den lidt, måske, men det er jo i det lange løb til ingens fordel. For ved, at han kan komme afsted så tidligt som muligt, kan han nå at blive præget på bedste vis og jeg knækker ikke fuldstændigt.


Han har det godt, han er passet og plejet stimuleret og luftet efter forskrifterne. Men det holder hårdt. Jeg mangler simpelthen en anden voksen i hjemmet, ellers kan jeg ikke nå det hele. 

Så jeg måtte handle, og det har jeg gjort. Og jeg ved han har det godt der.
Familien der købte ham, har lovet at sende og billeder, og vi må komme på besøg til sommer hvis vi har lyst til det.

Jeg hader mig selv for at byde, især William denne sorg, igen, men man kan vel først lærer det når man har prøvet det. Måske jeg bare ikke er hundemenneske, måske timingen er dårlig, a lots of maybe's.

Jeg har haft drengene med i processen, snakket med dem og fortalt om stedet hvor han skal hen, overraskende nok virker de til at være cool omkring det. Måske er det kun tude-Marie her, der kommer til at hyle i bilen hjem imorgen tidlig. 

Processen var været langvejs, on/off, og det er ikke nemt, måske fortryder jeg, måske gør jeg ikke. Det jeg ser allermest frem til at lidt mindre pres i hverdagen. Michael har været med på sidelinjen, både som støtte, men os den lidt bestemte type, for hold nu kæft det her holdte hårdt. 
Men done is done, og jeg kan ved nu at det er det helt rigtige. 

Jeg kommer til at savne vores lille fis, ønsker det bedste for ham. 


De nye ejere har skrevet med updaten flere gange og det går super. Det er jeg virkelig glad for, de har endda rost mit arbejde med hunden.