fredag den 20. juni 2014

Tanker fra en tvillingemor.

Dengang børnene var babyer, ventede jeg utålmodigt til de blev 3 år, for der havde alle sagt at det blev bedre. Dér ville det vende.

Men de løj..

Godt i gang med deres udvikling og udforskning af grænser og selvstændighed, kan jeg da lige love for at jeg er begyndt at se frem til deres teenageår. Satser på at de bliver nogle slaskede, dovne skiderikker der elsker deres mor ubetinget og ikke råber skældsord efter mig, fordi jeg kom til at tage en gul kop i stedet for en blå.

Måske jeg er naiv.. 

Don´t get me wrong, selvfølgelig var der vendepunkter, men der er i den grad kommet mere på, nærmest af den lidt mere alvorlige slags. Opdragelse...

Jeg tror at de færreste ønsker at fucke deres børns opdragelse op, men hvor kan det dog være svært at manøvre rundt i skal-burde-kunne. ¨
Jeg er selv storslem til at søge oplysninger ude, frem for at vende det ind af og tage stilling til hvad jeg vil, og ikke hvad samtlige terapeuter, familievejledere osv. mener man skal gøre.

Jeg sad idag og snakkede med en kollega efter arbejde, vi var ude og spise lidt mad og shoppe/handle. Og vi endte omkring emnet "Muligheder, nærvær og tid nu og dengang, hvor vi selv var børn.".
Der er jo virklig sket en voldsom udvikling. (Jeg løfter iøvrigt ikke pegefingre her, blot min tanker.. ) Alle de muligheder vi har, om det er 4 tegnefilmskanaler eller 3 streamingstjenester, facebook på mobilen, eller altmuligt andet på mobilen, lange arbejdsdage, alt det vi gerne vil have, om det er iPad, iPhone, rejser, bil, samtalekøkken, mærketøj osv.. Alt det koster jo, om ikke andet end masse penge, men så ihvertfald i tid og nærvær.
Jeg er så ringe til at være tilstede i nuet, det er helt vildt. Jeg kan ikke helt sige hvad jeg egentlig laver, for syntes ikke jeg sidder klistret til min telefon, men så rydder jeg op/vasker tøj/laver mad/eller hvad ved jeg, men er bare ikke nærværende når mine børn så kræver mig, for jeg er jo lige igang med noget.

Det vil jeg prøve at ændr, og det bliver IKKE nemt. Jeg har tænkt lidt på følgende..:

1. telefonen slukkes, når børnene er hentet, til de sover.
2. madplaner og indkøb ordnes på Nemlig.com 1 gang om ugen.
3. rengøring ordnes, når de er hos deres far.
4. de skal inddrages mere i madlavning og praktiske ting (selvom jeg er det mest utålmodige menneske)
5. istedet for altid at tænde for Ramasjang, så hive perler/modellervoks, papir, saks, tuscher frem, også selvom det er hverdag.

Jeg ved ikke om det kommer til at gøre en forskel, men jeg håber at de føler at jeg er mere nærværende. Og jeg håber at jeg ikke føler samme stress eller måske irretation/pres når de kommer og kræver mig. Kræver er iøvrigt et vildt negativt ord, syntes jeg.

Har nogle af jer der kigger forbi, gjort sig tanker eller ligefrem selv indført noget der minder? Så del endelig gerne ud.

God fredag.


1 kommentar:

Cille sagde ...

Hejsa - lyder som en god plan. Punkt 1-2 og 4 praktiseres her i stor stil. Punkt 3 kan faktisk delvist indsættes i punkt 4. Børn skal hjælpe til det de kan. Lån eventuelt bogen "børn skal da arbejde" - den er fuldstændig fantastisk og praktisk håndterbar til alle aldersklasser af børn. Og gå herefter langsomt frem. Vi har desuden rengøring en gang månedligt til at komme i bund men imellem det skal der jo stadig rydes op i køkken, på værelser, ordnes vasketøj, gives katten mad, støvsuges etc etc - og alt det er herhjemme pligter vi ALLE 4 skal deltage i og har selv! Børn, tror jeg, har det også godt med at blive inddraget og så føler de sig inderst inde også mere som 'en del af familien' end bare besværlige vedhæng som stress ellers kan udløse at man får dem til at føle sig - når de konstant bliver affejet fordi man liiige skal... noget!