mandag den 17. februar 2014

Når man mangler to hænder..

Jeg manglede konsekvent 2 hænder, og gør det egentlig stadig.

Nogen gange har man følt at man skulle stå i situationen "Hvem kan jeg bedst lide lige nu?" "For så starter jeg med at trøste det barn". Man slår bare ikke til, 100% for begge børn hele tiden.

Jeg tror ikke det er muligt, men jeg fandt jo bare andre måder at gøre det på. Jeg havde jo to lår, og på den måde fik jeg en god mulighed for at trøste dem begge.

Noget andet er så det pres og stress der væltede rundt i een når man prøvede at finde grunden til hvorfor den ene græder, og den anden, samtidig med man prøver at trøste dem, og måske lave mad og være på toilettet på een gang.

Det kræver sin blæksprut af en kvinde.

Efter en lang dag med 70 gæster. 
Deres dåb.
De var overstimuleret og jeg træt. 
Den klarede jeg sådan her, mens far bestilte pizza.


Vaccination overstået, endelig ro på. 
Jeg satte mig i hjørnet med begge unger på ammepuden og ventede på at farmand returnede fra indkøb.
Hvad man ikke ser der er at de netop har skreget i 30 min, og feberen væltede ind over dem.

Just another day at the office.
De havde skreget i en time, jeg havde forgæves forsøgt at ringe manden hjem, men han kunne(ville) ikke gå fra job. 
Så sådan sad vi alle tre og græd, indtil de overgav sig 60 lange minutter efter. 

Lige det område af livet som tvillingemor, savner jeg ikke. 
Smager jo stadig på det når de går amok herhjemme. 
Nu kan jeg desværre bare ikke bære dem på samme tid som jeg kunne tidligere. 



3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Uh så kom det hele lige tilbage til mig igen. Tak! Tvillinger er så sødt og så er det så forbandet hårdt! Jeg har billeder som ligner dine :) og kommer helt til at savne deres duft og deres små hoveder med uglet babyhår. Men savner ikke den del af det hvor man følte sig delt i to. Følte sig så træt og ked. Tak fordi du deler!
Bettina

Københavnerhjerte. sagde ...

Velbekommen, og hyggeligt at det bringer minder frem.
Det gør det os hos mig. Og du har helt ret, lige det der med at føle sig splittet i to - det savner jeg heller ikke..
Nu er de større, og det er et andet pres, men det med splittelsen dukker stadig op herhjemme syntes jeg.

Henriette sagde ...

Som tvillingemor til en dreng og en pige på 7 måneder og en dreng på knapt 5 år kender jeg udmærket godt til det med de manglende hænder. En babygynge/vugge reddede mig i starten, men husker så godt når begge fik grædeflip. Og når storebror så var ked af det så var det helt umuligt - dog fik han førsteplads i de tilfælde!! Allerede nu sker det faktisk mindre og mindre, heldigvis.

Har fulgt din blog løbende efter jeg fik de to små poder og genkender mange ting :-)