lørdag den 1. februar 2014

Når far er alkoholiker.

Jeg har en far, i levende live. Muligvis en noget sølle udgave, men i live.

Han er ikke far, som en far bør være. Det har han aldrig været. Alkohol er hans sjæleven i livet, alkohol før alt andet.
Det er drengenes morfar, men det ord fortjener han ikke. Han kan ikke huske deres navne, og har set dem sporadisk 2-3 gange på gaden. Han udtrykte igår i telefonen, at han håbede de ikke var hjemme, for det kunne han ikke klare...
Billedet er lånt HER

Det er mildest talt skidesvært at være vidne til den manglende faderfølelse, ansvarsfølelse og selvdestruktive adfærd.

Jeg er jo ikke uvant overfor ham og hans egotrip, jeg har klaret mig selv og min lillebror siden jeg var 15 år. Men hold nu kæft hvor ville jeg ønske at han havde været en rigtig far, en som var vores sikkerhedsnet da vores verden brast sammen, da min mor døde.

Jeg troede jeg gjorde en god gerning, da jeg valgte ham til at få forældremyndigheden.
Der var nu heller ikke andre alternativer, ingen stod i kø for at lukke os ind i deres familier. Men det er et kapitel for sig, som har sat sig dybe ar og årevis af ubevidst skuffelse.

Men jeg lagde en vægt på min fars skuldre som var for tung, og som han egentlig nok helst havde set sig fri for.

Hvor var de voksne der skulle hjælpe den 15 årige pige i sorg til at træffe det bedste valg?
Et valg der er endt med at min bror og jeg ikke er de tætteste idag, på trods af at vi har været meget igennem.

Idag skulle han have været herhjemme, jeg havde tilbudt at hente ham, vaske alt hans tøj og give ham et varmt sted at være nogle timer. Han var så taknemmelig i går. Men han var os vissen.
Til morgen da jeg ringede for at sige jeg ville køre, aflyste han.
"For mange øl i går, og jeg har det bare ikke godt.. Hvorfor helvede skal du spørge så meget..?"

Jeg er skuffet, indebrændt, vred og syntes ærlig talt at han er en lort.


Jeg ved ikke om det er for meget at smide ud på nettet, måske ender jeg med at trække det tilbage. Mine skuldre er også bare trætte af alt det jeg slæber rundt på... Så tag godt i mod det...

7 kommentarer:

Cille sagde ...

Du trænger vist til et kram. Også til den 15-årlige pige indeni der forsøger at klare sig.

Anonym sagde ...

Bare lige et lille klem. Dine ord har berørt mig dybt. Ville ønske jeg kunne gøre noget.
Jeg har aldrig før kommenteret hos dig, og har heller ikke noget indsigtsfuldt eller fornuftigt at sige... Så bare et klem fra mig.

Et stort et!

Kh HemmeLine

Københavnerhjerte. sagde ...

Takker til jer begge.... <3

Kram tilbage...

Anonym sagde ...

Det er al ære værd, at du stadig kan rumme at have din far i dit og dine børns liv.
Andre ville nok have lukket af og lukket ham ude, for lang tid siden, men der er jo også grænser for hvor meget man kan tage, som datter - og det ved man kun selv.
Du må passe på dig og dine børn først og fremmest - I er de vigtigste. Din far har jo desværre valgt alkoholen som sin livsven, selvom det er en meget dårlig ven at have.
Knus fra mig til dig -
Marianne :)

Birgitte B sagde ...

Vil sige som @Marianne - pas på dig selv. Det er flot at du magter ham, men husk at beskytte dine unger :-( og dig selv...

Rikke/Camp Chaos sagde ...

Det er svært at skrive noget i sådan en lille kommentarboks, der ikke bare kommer til at virke fladt. For sevan du har haft - og har noget at bokse med. Håber at der også er nogen, der jævnligt giver dig et kram og fortæller dig, hvor skønt et menneske du er trods alle de citroner livet giver dig. Du fik i hvert fald lige et nøk op af "beundringsbarometeret" herfra ved din ærlighed (og smerte).

Kh Rikke

Københavnerhjerte. sagde ...

Jeg havde da fuldstændigt svedt jeres kommentarer ud, det er ikke sådan når man lige går i hi..

TAK for dem..

Jeg har ham ikke så meget i mit liv at han kan gøre mig ondt på samme måde, men til gengæld en hel del dårlig samvittighed og måske os medfølelse.

Jeg har ikke hørt fra ham siden, og kender jeg os begge ret så går der nok nogle måneder inden jeg griber knoglen igen.

@Rikke - De står desværre ikke i kø derude for at give et kram (Hvor fesent det end måtte lyde) Så jeg slubre det hele i mig som du lige skrev.
Min psykolog prøver at overbevise mig og rose mig, men hun kan godt se at det løber koldt ned af ryggen på mig HVER gang. Damaged Goods, kan man egentlig godt kaalde mig. :-p

Kram tilbage til jer alle..