tirsdag den 21. januar 2014

Tilbage på sporet...

Der er sket en del her i januar, og vel os henover julen.
Julen var rigtig hård, det var super hårdt at få frataget sit fri-rum fordi ungerne jo også havde ferie. 
Men det gik, og vi klarede den.
Januar blev måneden hvor jeg raskemeldte mig med opstart midt februar. 
Min chef kom mig i forkøbet, inden jeg nåede at skrive til ham selv. 

Jeg føler mig klar 30 procent af tiden, resten af tiden spekulerer jeg over om det mon er for tidligt.
Men når alt kommer til alt ved man det jo nok først når man kommer igang.
Jeg kan mærke at der er sket et eller andet inden i mig. 
Jeg føler mig lidt lettere, lidt gladere, lidt mere positiv.


Min hjerne kan stadig flyve derud af med masser af spekulationer, og jeg har også stadig sorte dage, eller dage hvor jeg intet gider. Hvor jeg bare er træt.
Og det er nok utopi at tro at de blot forsvinder,
 jeg tror mere det handler om hvordan man vælger at tackle det.
Jeg skriver det gerne ud, undersøger og snakker med nogen jeg føler kan byde ind med en mulig løsning. 
Og det virker for mig.


Jeg har lært en masse om mig selv, ting jeg ikke kan sætte ord på.
Mest af alt har jeg lært mig selv bedre at kende.
Fundet en forståelse på mit behov for at være alene, og ikke deltage i alverdens. 
Introvert blev vist mit ord i 2013.
Jeg er blevet bedre til at passe på mig selv og mit begrænsede energi-depot,
 som så hurtigt bliver tømt.


Sygemeldingen har samtidig givet mig muligheden for at mærke efter hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil. 
Altså alt ændres ikke på en dag eller nogle måneder, men det har været sundt at stoppe op og mærke efter.
Sagen er jo den at jeg ikke skal tilbage i min egen afdeling, mine arbejdsopgaver er væk.
I første omgang slog det mig ud, jeg følte mig vraget.
 (og ærlig talt det stikker stadig til tider)
Men jeg har vendt det til noget positivt og en mulighed for at lande et sted der er mere mig.
Nu håber jeg at der hvor jeg ender, byder på mere selvværd i forhold til arbejdsopgaverne og jeg på den måde kan vokse.
Som jeg konkluderede med en veninde forleden, så var det nok at det her sidste 1½ år,
 ikke havde været godt for mig. 
Jeg har virkelig lært hvor vigtigt det er,
 at være et sted hvor man trives, bliver udfordret, vokser og kan være sig selv.
Så jeg er både spændt og nervøs på een gang.



Alt i alt tegner det lovende det her år. 
Jeg glæder mig til at leve det med respekt for mig og dem jeg vælger at have i mit liv.
Ferien er allerede bestilt, jeg vil forme mit og drengenes liv. 
Jeg ser det lidt klarer og det er ok.
Jeg forsætter naturligvis hos psykologen i den tid det er nødvendigt, og så håber jeg at jeg ingen længe kan få lægens ord på at jeg er i så meget bedre at jeg ikke er depressiv længere. 


1 kommentar:

Anonym sagde ...

Dejligt at høre!