onsdag den 29. januar 2014

Når man ikke helt kan finde ud af det....


Indrømmet, jeg er let påvirkelig.

Det er ihvertfald min konklusion. Jeg sejler nemlig tit og ofte (læs: HELE TIDEN) rundt i illusionen om det sande og ikke mindst rigtige familieliv.

Jeg bliver påvirket af glansbillederne der florere på Facebook, IG, film og bladene... Og når man render rundt midt i hverdagen og forsøger at gøre sit bedste, selvom det på alle måder føles forkerte indeni. Så er der noget der ikke helt stemmer overens..

Mine standarder er sat for højt og tunet ind på en urealistisk frekvens.

Til dels vil jeg som de fleste forældre gøre mit ypperste for at give mine børn det allerbedste, og til dels har jeg et meget stort behov for bare at være mig. Når det kollidere med at jeg har børnene, så kan det være svært at få til at gå op i en højere enhed.

Heldigvis bliver jeg klogere for hver dag, min psykolog er på sagen og stiller de relevante spørgsmål.

Jeg havde så mange til tider lidt for lyserøde forestillinger om hvordan det ville blive, når jeg blev mor. Alligevel blev det på ingen måde noget i nærheden af det...

Jeg har kæmpet de sidste 4 år, med glansbillederne og forestillingerne vs. virkeligheden. Jeg er gået ned på det, bagagen der var lagt forinden var for tung, ting der skete på vejen hertil fyldte bægret til randen.
Jeg er på vej op igen, på en ny sti. Jeg vælger at sortere glansbillederne fra, og skære 75% af idyllen fra.


Nærvær er en stor størrelse, for mig er det (ifølge glansbillederne) harmoniske børn og familiespil, og dejlige lange weekender. Men virkeligheden, min virkelighed er, at jeg ikke kan leve op til det.

Weekenderne er hårde, når man ikke kan finde ud af at være i det. Men for mine børn er jeg nødt til at finde ud af at få det til at spille...

Jeg har ikke gravet stien frem endnu, men skovlen er fundet frem...

På mange måder syntes jeg det er et lidt ømtåleligt emne, som jeg her kort før det bliver udgivet, ikke endnu ved om jeg vil med hele verden. (Eller ok, altså dem der finder vejen forbi.) Men jeg syntes jo samtidig at det er vigtigt at man siger det højt, og accepterer den virkelighed man står så solidt plantet i. Mon ikke der er mange der har det som mig, eller bare en snert af det? 



6 kommentarer:

Sandra ~ Fru Melbolle sagde ...

Jeg synes det er et rigtig fint indlæg, og jeg sidder her og kredser om samme emne, og vil dele det på min blog når jeg er klar til det!

For jeg har høje forventninger til mig selv som mor, hustru og som 'arbejdende kvinde'. Jeg bliver nødt til at finde knappen hvor jeg skruer ned. Jeg har endnu ikke fundet den - men jeg leder, tænker og leder videre... Du virker til at være rigtig godt på vej, og dine indlæg rører mig dybt.
Ha en dejlig onsdag - kh.

Familiefletninger sagde ...

Jeg har læst med på dine indlæg et stykke tid. Har selv tvillinger plus lidt mere, så kender udmærket det hårde arbejde som det jo også er. At du så har dem selv det meste af tiden er noget af en præstation synes jeg. Jeg tror ikke der er mange forældre der altid synes de styrer for vildt og bestemt heller ikke jeg. At blive forældre er også at starte en udviklingsrejse i at navigere i og acceptere kaos og den rejse varer nok ved og ved og ved :-)

Drengemor sagde ...

Store kram din vej <3 Husk på, at den sandhed, folk vælger at fremstille på diverse sociale medier, er den sandhed, de vælger at vise, men at der også ALTID er SÅ meget mere (og dårligere), der ikke bliver vist. Når bølgerne går højt, har man jo ikke kameraet fremme ;) Kan anbefale dig at læse nyeste indlæg hos Simone på www.heinesimone.blogspot.com. Sådan har alle det vist indimellem! INGEN har et perfekt liv, alle har brug for alenetid for at hænge sammen! Jeg er sikker på, du gør det rigtig godt <3

Sarah sagde ...

Jeg synes du har ret - det er pisse svært og pisse hårdt rigtig tit. Og hvor gik jeg dog også og havde en forestilling om hvordan det ville være når først jeg blev mor. Oh my God, hvor havde jeg ikke ret!
Jeg tror ikke at der er nogen der kan leve op til det der glansbillede, men ikke alle vil indrømme det. Overfor andre, mens ligeså vigtigt overfor sig selv.
Man kan kun prøve at gøre det så godt som man kan - vi er sgu allesammen mennesker og laver fejl.
Jeg siger hele tiden til min datter at jeg elsker hende - jeg håber hun husker det. Selvom det engang imellem er lidt kaos i perioder. Så håber jeg bare hun hører pladespilleren der kører i hak i hendes hoved :)

Københavnerhjerte. sagde ...

@Fru Melbolle - Glæder mig til at læse hvad du pønser på. Og ja, det er ikke nemt at få regnestykket til at gå lige op, og slet ikke med de forestillinger/forventninger man havde.
Ha´selv en dejlig (noget kølig, desværre) dag... :-)

@Familiefletninger - Hejsa, og hyggeligt med endnu en der læser med. Jeg har straks fundet dig på BL...
Og jeg er enig, den vildeste rejse ever. Til tider mere turbulent end andre tider. :-D

@Drengemor - Tak for dit link, det er jo nærmest mig. Og jeg ved også godt at virkeligheden nok er mere mosgrøn end lyserød. Jeg selv, har nok lidt svært ved at sortere i det. Jeg tror i øvrigt bar at jeg har brug for den sørens alenetid, mere end de fleste. Smider skylden på min introverthed der higer efter ro indeni. Men det må jeg simpelthen lærer at finde, samtidig med at det går ok.

@Sarah - Det er os en dejlig pladespiller, der forhåbentlig kører rundt. :-) Og ja, ingen er perfekt og som du selv skriver kan man ikke gøre andet end det bedste man ved. Jeg fik dog en sand AHA-oplevelse, og ved at jeg må rette ind og til. Jeg kan gøre det en tand bedre, og kampen er sat ind. Håber jeg når i mål.

Grønlandsposten sagde ...

Tror langt de fleste kender følelsen af gerne at ville gøre det bedre. Her 3½ år efter barslen sluttede kæmper jeg stadig for at acceptere, at jeg af og til må gå på kompromis med mine egne forventninger til, hvordan jeg jonglerer børn og fuldtidsjob. Hader at jeg ikke kan blive på kontoret og gøre ting færdige, fordi jeg er nødt til at hente børn, inden børnehaven lukker. Og hader, at jeg bruger så meget af min fritid på praktiske ting som transport, madlavning, madpakker, oprydning m.m. i stedet for at hygge mig med mine børn. Ville gerne kunne bruge hele min weekend på at lege med ungerne, tage på udflugter osv., men jeg har også brug for små pusterum, bare til mig selv, en kop kaffe, 10 minutter foran computeren (som nu, hvor ungerne ser TV). Læg dertil den tid jeg bruger på rengøring, vasketøj og madlavning, og så er tiden til sjov og leg altså reduceret kraftigt.

Jeg øver mig i at acceptere, at det er sådan det er. Nyder at pigerne er blevet så store, at de rent faktisk kan lege selv og gerne vil det, nyder at de hygger sig med at købe ind og gør en udflugt ud af det hvor vi også besøger legetøjsbutikken og kører på rulletrapper - og benytter mig i stor stil af, at de hygger sig med at se TV, mens jeg gør rent, ordner vasketøj osv.

Ved ikke, om jeg nogensinde helt kommer til at slippe den snert af dårlig samvittighed, der ligger som en del af hverdagen, men jeg prøver, det gør jeg virkelig.