fredag den 31. januar 2014

Film, jeg så i Januar #3

Fair Game
Politisk drama, med Naomi Watts  og Sean Penn i spidsen...


Daddy Daycare.
Eddie Murphy taget munden for fuld når han vælger og grundlægge en børnehave,
 da deres lokalsamfund mangler en?

Jack and Jill
Adam Sandler som den irreterende søster og broderen der er træt af hende..

From Prada to Nada
To piger går fra at være loaded med penge bliver nødt til at skifte livsstil efter deres far dør.
Det er lidt lettere for den ene, hvilket udløser nogle gode grin.

Confessions of a shopaholic
Lidt om shopping der tager overhånd og kærligheden der sniger sig ind pigen.

Jeg nåede et punkt i dag...


Kan I huske at jeg havde en lille liste over ting jeg gerne ville nå, mens jeg var børne-fri?

Jeg nåede et punkt mere på listen.. 

Min veninde og jeg endte i Ikea af 2 omgange indenfor 2 timer... Gisp og Suk.
 Nu er jeg ligesom os Ikea-mæt for denne gang.

Før..
Efter...
Voila... Nu med plads til at hamre løs på tasteturet og dimserier. 


Jeg er pjattet med det, og har siddet her hele aftenen og natten, klokken er indtil videre 02:38...
Jeg mangler stadig en masse små-dimser, opslagstavle m.m. Men det må komme med tiden.
Jeg kan i øvrigt mærke i ryg og lænd, at det ville blive værdsat hvis jeg fandt en diskret kontorstol...

Sengen kalder, skal bare lige bikse en god madplan frem, så jeg kan få bestilt varer hos Nemlig.com.


torsdag den 30. januar 2014

Til mine børn...

Til Oliver og William..
Jeg prøver at sige jeg elsker jer, minimum en milliard gange om dagen,
 for I må aldrig være i tvivl. 

Jeg gør altid mit allerbedste, fra hvor jeg står i livet her og nu. 
Men det er ikke altid godt nok, i min optik.

Jeg passer på jer, for I er det mest dyrebare jeg har.

Jeg giver jer ikke credit nok, for de gode drenge I er. 
I kan godt være nogle lømler, I er pivfrække og har bandit-glimt i øjnene. 

Det er ikke altid at jeg er så sørens god til at være i jeres drengeunivers, 
jeg tysser på jer og be´r om ro.
I hører sjældent efter når jeg siger noget første gang, eller anden gang. 
På en god dag, så er den der tredje gange, nogle gange når vi tallet 7, før der sker noget. 

Men I er mine børn, og sådan er børn. 

Det flippede ved børn er, at I er så super uforudsigelige. 
I formår at være i Nuét og I bliver styret af jeres impulser. 
Mor her,
 jeg er tryghedsnarkoman, trives i kontrollerede rammer og forudsigelighed.

Brikkerne er ved at falde på plads for mig, for intet er længere fra, end når man har børn. 

Min fornemmeste opgave i livet er, at være jeres mor. 
Jeg skal gøre nogle gode mænd ud af jer, med sunde værdier i bagagen.
Opgaven syntes skræmmende til tider, men når alt kommer til alt. 
Så er det hele meget enkelt.

Man skal bare finde vejen...


Jeg elsker jer..


onsdag den 29. januar 2014

Børnefri = Lade-op-tid...

Børnene er hos deres far, 5 dage til mig i fred og ro.

De skal udnyttes til at lade op, det er faktisk mit primære mål når jeg er børnefri.

Jeg lader op med faktisk at lukke mig lidt inde i min hule, det lyder lidt åndssvagt når jeg siger det højt.
Men jeg elsker vores hjem, elsker at rende rundt og tulle, dimse, skrive, læse, se tv. Jeg har vitterligt gardinerne trukket for, oftest, og persiennerne i stuen er halvt slået ned.
Måske har jeg en aftale eller to i de dage, men helst ikke mere. For så begynder jeg at blive drænet for energi, fremfor at blive fyldt op.



Der er egentlig ikke så mange der forstår det... Men det er jo heller ikke skide hipt at være Introvert.

I disse dage, skal jeg have vasket tøj, lagt neglelak, kigget nogle af de bøger igennem jeg har lånt, købe skrivebord og dimser dertil. Jeg skal have fulgt op på nogle serier, finde på nogle nye PCOS-venlige opskrifter som holder nu hvor hverdagen så småt melder sig igen.

Jeg når sikkert ikke halvdelen, men det er rart med en plan.

Hvordan lader I op?



Når man ikke helt kan finde ud af det....


Indrømmet, jeg er let påvirkelig.

Det er ihvertfald min konklusion. Jeg sejler nemlig tit og ofte (læs: HELE TIDEN) rundt i illusionen om det sande og ikke mindst rigtige familieliv.

Jeg bliver påvirket af glansbillederne der florere på Facebook, IG, film og bladene... Og når man render rundt midt i hverdagen og forsøger at gøre sit bedste, selvom det på alle måder føles forkerte indeni. Så er der noget der ikke helt stemmer overens..

Mine standarder er sat for højt og tunet ind på en urealistisk frekvens.

Til dels vil jeg som de fleste forældre gøre mit ypperste for at give mine børn det allerbedste, og til dels har jeg et meget stort behov for bare at være mig. Når det kollidere med at jeg har børnene, så kan det være svært at få til at gå op i en højere enhed.

Heldigvis bliver jeg klogere for hver dag, min psykolog er på sagen og stiller de relevante spørgsmål.

Jeg havde så mange til tider lidt for lyserøde forestillinger om hvordan det ville blive, når jeg blev mor. Alligevel blev det på ingen måde noget i nærheden af det...

Jeg har kæmpet de sidste 4 år, med glansbillederne og forestillingerne vs. virkeligheden. Jeg er gået ned på det, bagagen der var lagt forinden var for tung, ting der skete på vejen hertil fyldte bægret til randen.
Jeg er på vej op igen, på en ny sti. Jeg vælger at sortere glansbillederne fra, og skære 75% af idyllen fra.


Nærvær er en stor størrelse, for mig er det (ifølge glansbillederne) harmoniske børn og familiespil, og dejlige lange weekender. Men virkeligheden, min virkelighed er, at jeg ikke kan leve op til det.

Weekenderne er hårde, når man ikke kan finde ud af at være i det. Men for mine børn er jeg nødt til at finde ud af at få det til at spille...

Jeg har ikke gravet stien frem endnu, men skovlen er fundet frem...

På mange måder syntes jeg det er et lidt ømtåleligt emne, som jeg her kort før det bliver udgivet, ikke endnu ved om jeg vil med hele verden. (Eller ok, altså dem der finder vejen forbi.) Men jeg syntes jo samtidig at det er vigtigt at man siger det højt, og accepterer den virkelighed man står så solidt plantet i. Mon ikke der er mange der har det som mig, eller bare en snert af det? 



tirsdag den 28. januar 2014

Om at have et sted at sidde + det løse.


Kender I det med at man ikke er heeelt færdig herhjemme? Altså indretningsmæssigt?

Jeg har jo hvad jeg skal bruge, altså sådan næsten.. Drømme er der jo nok af. Men alligevel får jeg nye ideer og lyster, til at lave noget om. Sælge ud, købe nyt, for så ville det være perfekt.

Hånden på hjertet, jeg elsker at bruge penge, og gid jeg havde flere af dem. Det har jeg bare ikke. Hånden på hovedet, eller.. Altså fornuften, siger mig at det er fordi jeg måske ikke er hjemme i mig selv.

For tiden er det vores spiseområde der driller, jeg syntes vi mangler plads, på trods af at vi faktisk bor på 94 kvm. Dét er altså ret stort i forhold til hvad jeg nogensinde har boet på, kvadratmetermæssigt.
Jeg har endnu en idé på tegnebrættet, dvs. jeg vil smaddergerne have et skrivebord. Et sted at sidde og skrive, men hvor pokker skal det stå henne. Hvordan skal det se ud, nyt/brugt.. Mange tanker, om noget så enkelt som et skrivebord.
Kerne-årsagen er nok at vi egentlig mangler rum og vægge. Det har vi ikke her. Stor-rum kan man vidst nærmere beskrive boligen som. Men vægge koster også at opfører.

Når alt kommer til alt, så ender jeg nok i Ikea. Måske i aften...

Jeg kunne måske også bare starte med at finde hjem i mig selv, men noget siger mig det kommer til at tage noget længere tid end hvad jeg har tålmodighed, indtil da må jeg bare arbejde hen imod det...
I must Go Google...

Nogen gange skriver jeg de her indlæg, og så kommer jeg fra dem igen. Men hvad bedre end at opdatere på mit nye påfund. Som i at jeg har kastet mig ud i at rykke rundt, og nu med plads til skrivebord, i mit soveværelse. Egentlig stedet hvor jeg mindst ville have det, men da stuen er lille nok uden et skrivebord. Så prøver vi noget nyt..


Hjemmelavet væg fra drengenes side af.

Hjemmelavet væg fra mit "værelse" af...

Jeg kan egentlig ikke beslutte mig for om jeg kan lide det, fra børnenes værelse. Jeg syntes det roder i mine øjne. Men jeg er egentlig glad nok for det, fra min side af. D.I.L.E.M.M.A....

Hvad syntes I? 



  


mandag den 27. januar 2014

Børn og mad...

Mine børn spiser gerne. Men det er aldrig til at vide hvad de egentlig gider at spise.

Udover risengrød, er der intet der er sikkert.

Det er satme trættende i længden, man vil jo gerne have at de spiser. Jeg er ikke derude hvor jeg er nervøs for om de får nok at spise, men det ville på en eller anden måde være rart hvis de nogle gange bare gad at glæde sig over det man laver.

Spaghetti m. kødsovs, det skal holdes adskilt, og må aldrig i livet ramme hinanden. Men når vi spiser rester dagen efter, blander jeg det sammen. Og så ryger det ned, det tager måske et raseri-anfald på 10 min. Men så kører det os.

Kartofler med skræl, don´t go there... Pizza, KUN hvis det er pizzamandens. Kylling spiser W gerne i seriøs stor stil - O gider det ikke. Fiskefileter spiser W gerne halvdelen af tiden, O nægter. Æggekage spiser O gerne, W nægter. Kalkun spiser O gerne, W nægter. Lasagne, det kan jeg glemme. Pølser, hakkedrenge, tundeller, Adrrrr.....

Hvis det stod til dem spiste de pasta, fritter, laks og risengrød evig og altid. Rimelig ensformigt, selv for to 4 årige drenge..



Kombinere vi det så med at jeg ikke må spise det helt samme som dem, grundet indholdet/kulhydrater m.m. så bliver det først rigtig trættende.

Men hvad fanden stiller man op? - Udover at prøve nye ting her og der, og håbe noget rammer deres delikate smagsløg...

Det er ikke engang fordi at de er kræsne, sådan anskuer jeg dem slet ikke. Men de er nogle bestemte drenge som sjældent gider min menu. Skal man lægge menuen efter drengenes ønsker? Eller holde sig til sit? - Jeg læner mig mest op af det sidste, tvivler vel nok på at de er i stand til at komme med konkrete ønsker for en hel uge af gangen...

søndag den 26. januar 2014

Det der rolle-models forbillede...




Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn. Det jeg gør - kopiere mine børn......

Men hvordan fa´en får man hanket op i sig selv?

P.s.: Tak for Ctrl+V......


Søndage...


                                    


Weekenden har været en blandet landhandel med syge børn, feber, tvillingemødregruppe, madlavning, træthed og kulde (Hvornår fiser det mon videre sådan at vi kan få lidt forår?), ... 
Pessimist som jeg er, så er der noget der siger mig at der nok går 2-3 måneder før det vender... 

Idag er alle mand semi-raske. Som i feberfri ihvertfald. Tiden bliver p.t. brugt på en ret så stor togbane i gangen...
Det prøver jeg så at være cool omkring.. Hader virkelig rod, på trods af at jeg er et stort rodehoved til tider. 

Vi skal have rester i aften, lavede lækker simre-mad igår i Rømeren... Den må jeg simpelthen til at bruge noget mere.. Især når det er vinter, det er jo oplagt vintermad. 

Opskriften er fundet hos Noget i ovnen hos Bagenørden

Sneen fyger rundt udenfor, og selvom jeg ikke er meget for at sige det højt, så er det lidt hyggeligt, selvom jeg meget gerne så at det blev lidt varmere... Og sne-kaos imorgen, nej tak. Ikke interesseret.

Nemlig.com, vi ses igen imorgen, tid til madplan og indkøb. Hurra for voksenlivet... Hårdt til tider, og ret forudsigeligt. 

God søndag...



lørdag den 25. januar 2014

Den gamle, ny jakke..

Jeg fik en fiks idé.. Op på skabet - hente nettopose- tømme den for jakke - prøve den.
Kan man så andet end glad og få sig en lille optur, når nu den passer igen?

Kort historie lang: 
Jeg har en varm vinterjakke, købt tilbage i 2011..
Den har jeg ikke kunne passe i noget der ligner 2 år... Men i går aftes, passede den igen. 
Mine 8 kilo, som er flyttet hjemmefra har gjort det muligt for mig at lukke den igen, jeg er ikke åleslank, men den passer sgu´...

Den er langt mere praktisk og hårdfør end den dyre dyre jakke jeg render rundt i nu. For når alt kommer til alt, så er mor-jobbet, hverken glamourøst eller rent... Når man samtidig er drenge-mor, så har jeg en idé om at det muligvis er endnu værre.

Jeg tager jakken på imorgen, klar-parat-snavs, bring it on.

fredag den 24. januar 2014

Så kør´ vi derud af... Næsten..

Så sidder man her fredag aften, ungerne sover trygt i deres senge.

Jeg har lyst til at skrive, jeg er bare så fandens tom. Eller er jeg for fyldt til rent faktisk at få noget ud gennem tasterne..

Jeg griber bolden og skriver, bare for at skrive. Måske kommer der noget til mig, måske gør der ikke. Og så har jeg i det mindste prøvet.

Der er ikke længe til jeg skal ind i hverdagens trummerum, prøve min ny-fundenhed og se om jeg kan få det til at gå op i en højere enhed. Jeg kan blive nervøs for at det ender tilbage i det sure og stressede liv før sygemeldingen. Men på den anden side er jeg jo ikke et nyt menneske, blot fordi jeg har været sygemeldt.

Jeg er et menneske med større indsigt i mig selv, med større forståelse og lidt større accept for den jeg er.

Jeg har ikke fundet den rigtige vej, men jeg er på trods af denne konstatering alligevel spændt på at prøve mig selv af. Finde rytmen, og ride stormen af som det unægteligt er at være alenemor til tvillinger mens man kombinerer det med et fuldtidsjob.

Weekenden står i børnenes tegn, legeaftaler med tvillinger og deres mødre som jeg ikke har set længe. Søndag, er stadig åben, men ender forhåbentligt ud med noget leg i DGI-byen med veninde og hendes datter.





På en eller anden måde kom der da noget ud, lidt ude af kontekst med hinanden, men ord og sætninger. 

Film, jeg så i Januar #2

Jeg har ikke kedet mig i januar, jeg har slappet af og set virkelig mange film.
Den genre jeg har set flest af har omhandlet børn, kærlighed og humor.

Just go with it.
Løgne, kærlighed og humor, se den.

The Back-up plan.
Når man mindst venter det møder man kærligheden, os når passer dårligst.

Bad Teacher
Dry-humping, sjove punchlines, gold-digger Cameron Diaz som skolelærer.

Hall Pass
Sjov film om mænd der tror græsset er grønnere på den anden side, og seje kvinder. 


Hush
Kæreste par ser en halvnøgen dame på ladet af en lastbil, og følger efter i et forsøg på at hjælpe.

tirsdag den 21. januar 2014

Tilbage på sporet...

Der er sket en del her i januar, og vel os henover julen.
Julen var rigtig hård, det var super hårdt at få frataget sit fri-rum fordi ungerne jo også havde ferie. 
Men det gik, og vi klarede den.
Januar blev måneden hvor jeg raskemeldte mig med opstart midt februar. 
Min chef kom mig i forkøbet, inden jeg nåede at skrive til ham selv. 

Jeg føler mig klar 30 procent af tiden, resten af tiden spekulerer jeg over om det mon er for tidligt.
Men når alt kommer til alt ved man det jo nok først når man kommer igang.
Jeg kan mærke at der er sket et eller andet inden i mig. 
Jeg føler mig lidt lettere, lidt gladere, lidt mere positiv.


Min hjerne kan stadig flyve derud af med masser af spekulationer, og jeg har også stadig sorte dage, eller dage hvor jeg intet gider. Hvor jeg bare er træt.
Og det er nok utopi at tro at de blot forsvinder,
 jeg tror mere det handler om hvordan man vælger at tackle det.
Jeg skriver det gerne ud, undersøger og snakker med nogen jeg føler kan byde ind med en mulig løsning. 
Og det virker for mig.


Jeg har lært en masse om mig selv, ting jeg ikke kan sætte ord på.
Mest af alt har jeg lært mig selv bedre at kende.
Fundet en forståelse på mit behov for at være alene, og ikke deltage i alverdens. 
Introvert blev vist mit ord i 2013.
Jeg er blevet bedre til at passe på mig selv og mit begrænsede energi-depot,
 som så hurtigt bliver tømt.


Sygemeldingen har samtidig givet mig muligheden for at mærke efter hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil. 
Altså alt ændres ikke på en dag eller nogle måneder, men det har været sundt at stoppe op og mærke efter.
Sagen er jo den at jeg ikke skal tilbage i min egen afdeling, mine arbejdsopgaver er væk.
I første omgang slog det mig ud, jeg følte mig vraget.
 (og ærlig talt det stikker stadig til tider)
Men jeg har vendt det til noget positivt og en mulighed for at lande et sted der er mere mig.
Nu håber jeg at der hvor jeg ender, byder på mere selvværd i forhold til arbejdsopgaverne og jeg på den måde kan vokse.
Som jeg konkluderede med en veninde forleden, så var det nok at det her sidste 1½ år,
 ikke havde været godt for mig. 
Jeg har virkelig lært hvor vigtigt det er,
 at være et sted hvor man trives, bliver udfordret, vokser og kan være sig selv.
Så jeg er både spændt og nervøs på een gang.



Alt i alt tegner det lovende det her år. 
Jeg glæder mig til at leve det med respekt for mig og dem jeg vælger at have i mit liv.
Ferien er allerede bestilt, jeg vil forme mit og drengenes liv. 
Jeg ser det lidt klarer og det er ok.
Jeg forsætter naturligvis hos psykologen i den tid det er nødvendigt, og så håber jeg at jeg ingen længe kan få lægens ord på at jeg er i så meget bedre at jeg ikke er depressiv længere. 


mandag den 20. januar 2014

Film jeg har set i Januar #1

Jeg er glad for Netflix og Movielocker, rigtig glad. 

Her er nogle af de film jeg har set for nyligt, og det er ikke så lidt endda.


Love Happens
Mand og kvinde mødes - kærlighed opstår...

The Guilt Trip 
Barbera Streisand giver den gas som den til tider noget belastende mor, der klæber til sin voksne søn.

Passengers
Spændende film med smukke Anne Hataway og en overraskende slutning

Carrie 
Neurotisk film på nogle punkter, med en rimelig vild afslutning.

søndag den 19. januar 2014

Ugen i billeder..

Billeder fra ugen der gik..


Nybadede drenge med popcorn og tegnefilm...
Sådan fordrev vi tiden i lørdags...
Ingen skænderier, slåskampe.
Bare hygge.



Min tidligere nabo, og veninde kiggede forbi i tirsdags.
Jeg lavede æggekage og bacon-bønne ruller til os.
Det blev ret godt.
Det var første gang jeg lavede den i ovn, og med bagepulver. 
Men helt sikkert ikke sidste gang.

Jeg bagte boller inden jeg skulle hjem til en veninde i torsdags, prøvede at improvisere.
De blev lidt for kedelige til min smag, men ned røg de. 
Resten ligger og fryser i fryseren.

Sol-opgang.
Det er det bedste ved morgenerne og noget jeg virkelig sætter pris på
Det er godt nok koldt, men roligt og smukt. 


Ny tegnefilm hitter herhjemme, Go Diego Go. 
Drengene sluger den råt og lærer en masse om de dyr han redder. 
Han er nemlig dyre-redder.
Rart med lidt afveksling til Brandmand Sam og co. 


Opskrift på æggekagen er:
En stor bakke æg.
2 bægre æggehvider
1. bdt. forårsløg
50 gr. chorizo i tynde/små skiver.
4 skiver Serrano skinke (Hver skive delt i fire stykker.
1,5 tsk bagepulver.
10 cherrytomater delt i 4 stk.
Tørret chili (bare en lille smule)
Tørret timian - dryssede jeg ovenpå inden den røg i ovnen.
Salt/Peber

Jeg rørte æg, hvider, bagepulver, chili sammen, og forårsløgene røg op i massen også.
Derefter lagde jeg tomaterne i bunden af det smurte ovnfaste fad. Æggemassen hældte jeg udover.
Chorizoen "stak" jeg ned i så æggemassen dækkede fyldet.
Serranoskinken blev fordelt ovenpå toppen med lidt timian til sidst.
Den røg desuden i alm. ovn på 200 gr. i 20 min (Mærk efter om den er fast.)

I´m alive og noget om vægttab....

Jeg er her stadig, men har på en eller anden måde ikke rigtig fået skrevet så meget herinde...
Tiden er fløjet af sted og jeg har i mine børnefrie dage været nede og svede tidligt næsten hver morgen..

Jeg har smidt lidt billeder af fra i torsdags..


Vægttabet skrider fremad, og jeg klør på. 
Der er stadig lang vej, men jeg giver satme ikke op...


Jeg har stadig ikke luret hvordan jeg skal nosse mig selv ud af vagten mens jeg har ungerne hjemme, 
jeg vil nemlig helst afsted tidligt tidligt tidligt, og det kan ikke lade sige gøre når man har ungerne.
Men jeg skal finde et kompromis, og så komme afsted, 9 dage uden træning er for længe hvis jeg gerne vil i mål inden sommeren..


Jeg er 8 kilo lettere, forhåbentligt 9 på torsdag.
Jeg er kommet ned i str L i nederdele og maven er blevet mindre. 
Det er total lykkepille oppe i mit hoved, jeg kan slet ikke vente med at smide endnu mere.
At Justeat.dk kommer med pizza idag, er måske ikke det mest fornuftige, men jeg har en hel del kalorier tilbage og har givet den gas 3 dage i træk, så jeg giver mig selv lov og tager op kl. meget tidligt og forbrænder pizzaen...

fredag den 10. januar 2014

Jeg passer bare lidt på mig selv...

Måske er jeg gået lidt  hi.

Jeg er nødt til at spare lidt på reserverne på energi-kontoen, især når jeg har ungerne hjemme. Jeg har derfor egentlig ikke rigtig fået skrevet en fløjtende fis herinde. Kan hjernen egentlig stå stille?

Heldigvis er det fredag, eller noget. Jeg sætter alle kræfter ind på at få en hyggelig og så vidt mulig afslappet weekend. De små kører fredagsslik ned mens de ser Alene Hjemme 2 og jeg prøver at hamre hurtigt i tasteturet, så jeg når at skrive inden de kommer rendende.

Pizzamanden banker på kl. 17.05 i følge Justeat.dk - Jeps, een af de dage der. Men på en måde bizart at forbinde slik og pizza med hygge. Jeg er sgu da forskruet.

En ting som jo kan være lidt farligt at plapre op om er at jeg de sidste 24 timer har hængt ud på Startours hjemmeside. Vi skal nemlig ud og rejse til sommer, sammen med veninde H og hendes datter.

På den måde er jeg som et lille barn, og ved at der nu kommer til at gå ustyrligt mange nætter med at fantasere mig væk og glæde mig som et lille barn = MINUS SØVN.
Kommer der ikke snart en voksen??

Billetterne er ikke bestilt endnu, men destination og hotel fundet. Egypten it is. Der har vi aldrig været før nogle af os...



Blot et pip herfra inden fredagen for alvor går i gang... God weekend til alle jer.

mandag den 6. januar 2014

Fra mig til mig



Sådan kan det gå.
Jeg kom til at købe en gave til mig selv, nu den ikke lå under træet. 
Rosaguld fingerring fra Pernille Corydon.
Jeg har en masse mere af hendes som jeg gerne vil iføre mig. 


lørdag den 4. januar 2014

Nytårsaften i billeder.

Mit nytår tilbragte jeg for første gang uden mine børn, og det rigtig fint. Nytåret har ikke den store betydning for mig, så jeg kunne sagtens undvære dem, når nu det var aftalen.
Jeg var sammen med mine veninde Helle og hendes datter. Egentlig havde vi tidligere på året aftalt at vi skulle fejre nytår sammen igen i år, med børn. Men der skete lidt forandringer undervejs, da vi ligepludselig stod med en klar aftale om delingen, så måtte planen ændres lidt.
Men det var rigtig hyggeligt, og ikke mindst roligt. Lige efter bogen, min ihvertfald.
Vi har allerede aftalt at fejre det sammen igen til næste nytår. Dejlig tradition.

Jeg knipsede lidt billeder i løbet af aftenen.

Vi holdt det low-key, ingen forret eller dessert. Men noget lækkert kalvekød og Whisky sauce fra Irma.
Vi snackede lidt, snakkede rigtig meget og så 90 års fødselsdagen, og hold nu op hvor er den altså sjov. Det er første gang jeg rigtig har set den, og vi skraldgrinede.









Da jeg var i bil, stod den på minus alkohol, men vi havde dog aftalt at jeg kunne få et halvt glas bobler. 
Til den morsomme side viste det sig at der slet ikke var alkohol i den flaske som hun havde. Det smagte fantastisk, Hindbær Cider og ikke Asti, som hun havde antaget. 

Jeg var hjemme klokken 4-nul-dut, mæt på hyggeligt selskab, endnu et år i bagagen, og glimmer på kinderne. Jeg vågnede op på sofaen, kl 9:15 og kravlede ind i seng inden vækkeuret ringede. Jeg havde nemlig været så kæk at invitere Nemlig.com på besøg med madvarer... 

fredag den 3. januar 2014

Tillykke med dagen, mor...


Min mor og jeg i 1983.

Idag har min mor fødselsdag, eller det vil sige det ville hun have haft.
59 år gammel.
Det er 16 år siden hun døde, det føles som en menneskealder.
Hvilket det os er på en måde, for jeg blev voksen den dag og et andet menneske. 
Min sorg sidder stadig dybt indeni mig, jeg kan sagtens tale om den og være i den. 
Men måske kan jeg alligevel ikke, for der er vel en grund til at jeg går og har det som jeg har. 

Jeg savner hende ualmindeligt meget.
Jeg savner at have en mor, en forælder, i det mindste bare een. 
Jeg ved jo ikke engang hvad det vil sige at have en mor.
At have en mormor til sine børn.
At have en der tænker på én.
At have én der kommer forbi om søndagen for at få en kop kaffe og lidt leg med børnebørnene.
At have én der kender alle historierne om ens barndom.
Jeg kan jo kun forholde mig til det jeg ser andre har, og hvor heldige de er..

Min psykolog har lagt mærke til, at når jeg snakker om de svære ting, snakker jeg i tidslinje-sprog.
Det er nok en måde at kapere det på.
Hun spurgte mig for ikke så længe siden;
"Tror du at du har brugt din humor, til at klare den gennem skærene?"
Svaret var "Ja".

Så mor, stort tillykke med dagen.
Hvor ville jeg hellere have at du var her i blandt os,
 så vi kunne have fejret dig og spist din jordbærlagkage du altid lavede. 
Håber du kigger ned og passer på os.
<3 <3 <3

torsdag den 2. januar 2014

Dagens udfordring...

Jeg er bilejer, og det er fandme fedt. 
Det er bare mindre fedt når man valser ud til den lille hvide i spandex-tricot,
 og tror man skal til træning efter at have rundet lægen, og lortet så ikke starter. 
Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? - Den er jo piv-ny. Arrrghhhhh, os.
Nå, men jeg luntede i hastig fart op til lægen, og da jeg altid er kronisk sent på den, blev iført spandex´en. 
Kun til ære for hele lokalområdet.
Jeg er helt sikker på at jeg var yndig, og der ikke var nogen der studsede over mine shiny pants. 

Hvis det er sådan lidt "mandags"-gas fra de højere magters side.
 Så er det fandme en syg form for humor.

Vejhjælp er kontaktet, og der afventes. I spandex!!!


Træningen er naturligvis udskudt.

Update
Jeg ved at alle har ventet i spænding på hvad der skete med bilen. Tilsyneladende intet. 
Autohjælpen kom og så fik han liv i bilen. Det er alligevel en rimelig tom følelse med et twist af glæde.
Jeg kørte dog efterfølgende ned til forhandleren for at få den testet på værkstedet, men de fandt intet.
Så det hjalp sådan set ikke så meget. Men den kører (formentligt) igen.