tirsdag den 5. november 2013

Todays challenge #4

Dag #4...Og denne her udfordring er virkelig relevant og en åben en af slagsen...

Hvis min krop kunne snakke, ville den bede om at spise ordentligt...!
Den ville bede om at jeg satte pris på den, gik mere ret, drak mere vand, ville gå tidligere i seng, spiste 5-6 måltider af det PCOS-venlige mad og en masse dyrke motion. (Her er hælsporen mit carte blanche)

Jeg har PCOS, og insulinresistent og skal derfor sørge for et stabilt blodsukker og et minimum af kulhydrater b.l.a..
Efter at jeg blev mor til tvillingerne for nart 4 år siden, er jeg vokset i omfang og min sygdom ligeså.

Jeg har ikke rigtig tiden (prioriterer til tider forkert) til at veje og måle min mad, lave to forskellige slags måltider og ja, det koster jo os. Jeg har gjort det før, og smed 14 kilo på et par måneder, det blev jul og jeg tog en pause, den pause kostede dyrt på vægten. Alt er kommet tilbage og mere til. Og der er jeg så stadig 3 år efter, med en masse mandags-forsøg der gik galt i bagagen.

Idag har jeg spist det sidste af en chips-pose, vingummier, hjemmelavet pizza, toasts osv.

Konstateringen er at det står ret sløjt til.

Men jeg kan ikke styrer det, for det er til dels lystbetonet og oppe i hovedet, men samtidig os vane og en indbildelse af, at det er dét der gør livet godt - jeg ved at min sygdom på ingen måde hjælper på det. men når man er på vej til at udvikle diabetes, burde man så ikke blive voksen og tage sig sammen?

Når jeg sådan sidder og reflekterer over hvorfor mon jeg ikke er i stand til at lade være, så er det første der popper op, om det mon er fordi jeg ikke kan mærke mig selv? Eller fordi jeg ikke vil? For at vende tilbage til det med guide meditation som jeg nævnte i #2 og #3 så prøvede jeg en på Spotify som vist nok hed Weightloss. Den var god, så god at jeg følte mæthedsfornemmelse og begrænset trang til alt det forkerte. Men igen, så får jeg ikke fulgt op på det. #Pladstilforbedringer

Jeg ved at der er en grund til at jeg fylder mig med det forkerte, trøstespisning. Men jeg ved ikke hvordan jeg ændrer det og bliver fri, for jeg ved ikke hvad jeg egentlig dulmer. Er det pga. oplevelser i livet, sorg, stress, fornægtelse... I really dont know.

Det der næsten er det værste af det hele er, at formåede jeg at gøre det som min krop og fornuft bad mig om, ville jeg måske (hvis jeg var heldig) kunne spise mig rask, slippe ud af min risikozone for diabetes, få mere overskud og energi og en hulens masse andet godt. 

Ved ikke om I kan huske de der programmer hvor fok med alverdens sygdomme blev sendt til steder hvor de blev udrenset, fik special lavet mad tilpasset dem, motion og terapi. Dét gad jeg virkelig godt. Hvis det overhovedet findes, så bliver det nok ikke lige i det her liv.. 

Nu skulle man jo ikke dømme sig selv i denne udfordring. Jeg syntes jeg er sluppet igennem uden at dømme (alt for meget i hvert fald). Jeg ville være naiv og ikke mindst lyve over for mig selv hvis ikke jeg var bundærlig.

Tag godt imod det, ik?

Ingen kommentarer: