søndag den 17. november 2013

Pigen med svovlstikkerne.

Andre end mig der kender denne følelse?
Dét er den smerte der nok fylder 90% indeni mig 24/7 - 365 dage om året.
Den har fyldt de sidste snart 16 år, efter min mors død.



Jeg tror egentlig, at det er de færreste der kan sætte sig ind i den. 
Jeg vælger selv at beskrive min følelse som  "Pigen med svovlstikkerne".
Jeg står ude i kulden og kigger ind.
 Kigger ind på familierne der er sammen, er der for hinanden, forkæler hinanden, ja egentlig bare er familie sammen i tykt og tyndt. 
Og det har jeg ikke, og har ikke haft i alt for mange år.
Der var ingen der samlede mig op da jeg mistede min mor, og min far ikke kunne løfte opgaven. 
Jeg klarede mig selv. 
Drak mig ud af sorgen og festede som en 15 årig gør det bedst det første halve år. 
Jeg blev midlertidig værge for min lillebror som 21 årig, fordi min far smed ham ud. 
Og sådan er det forsat.
Hende der koster knaster spurgte mig for et par sessioner tilbage:
"Men hvem var der så for dig, hvem snakkede du med efter din mor døde/vedr. din far/værge for lillebror m.m.?"
Mit svar var nogenlunde sådan her:
"Øhmm, ikke rigtig nogen. Eller altså, jeg har jo snakket lidt med nogle forskellige.
 Gik da os til en psykolog, som godt nok sov halvdelen af tiden"

Jeg havde nok selv håbet på lidt mere.

Jeg både glæder mig og gruer den rejse jeg skal ud på - 
men den er nødvendig for at jeg kan komme i balance.

Ingen kommentarer: