lørdag den 30. november 2013

December banker på døren....


Soooo loooong, you long dark bastard...
Det har været en måned med op og nedture. Men jeg har rykket mig, lidt. 
Og i morgen når vi vågner op i December, så stopper udfordringerne og udviklingen ikke af den grund, om man ønsker det eller ej. 

Egentlig flippet at tænke over at man vitterligt vågner op i en ny måned. 

December, din hyggelige stodder. Så mødes vi igen.
Udgangspunktet er lidt anderledes, tingene på en måde det samme. 
I år skal jeg forme hvad der vil være vores juletraditioner fremover, det er ret vigtigt.
Og jeg er allerede gået all in. 
Jeg købte et plasticfantastic juletræ igår. 
Er pjattet med ideen om at jeg ikke smider penge efter et træ, som så er fældet for at ryge ud igen d. 25/12. Det er simpelthen for trist. 
Bonussen må være at jeg sparer penge og kan genbruge det igen og igen.


Idag blev det så pyntet.
Og det er blevet rigtig flot. 
Rød og guld er temaet.
Jeg syntes måske at det er lidt tidligt, men jeg kunne ikke vente. 
Og ungerne har også taget det til sig i stor stil. 
Imorgen venter resten af pynten. 
Og jeg som troede jeg var den eneste i Danmark der havde pyntet træet, men det viser sig at hele min internet mødregruppe er på vej til at gøre det samme mere eller mindre. 
Det må være børnene...

Ligner lidt vores - men så alligevel ikke helt.

Imorgen er det så 1. søndag i advent. 
Og jeg pønser på at tage ud og jule et sted. Det kunne jo ende med at blive en hyggelig tradition.
Noget julemarked noget.
Men hvor?
Kender jeg mig selv ret, kommer vi ingen steder.


Nå, men øhm.. Ho Ho Hooooo..
God lørdag aften...


onsdag den 27. november 2013

Det der søvn...

Det der søvn, og at gå tidligt i seng er altså ikke sandt.
Jeg gjorde det igår, var ansvarlig over for egen krop og fes tidligt i seng.
Jeg vågnede så x antal gange om natten og ungerne krydrede min nattesøvn med yderligere opvågninger.
Ikke fedt.
Så sidder man her og skal op og træne om lidt og føler sig mere kn**biiiip** end når man kun har fået 4 timers søvn. Ok, maske en overdrivelse, men hvad sker der for kroppen og dens evne til ikke at sove ordentligt.



Hmm.. Skidt er det i hvert fald. 

tirsdag den 26. november 2013

Under pressure...

Hende der koster knaster gav den gas i dag. Hun holdt sig i hvert fald ikke tilbage.

Hvad har DU lyst til?
Du skal LYTTE til dig selv...!
Du skal mærke efter helt inde i maven...

Men jeg er på vej, lige så stille og roligt.

Det var ligesom grundessensen i alle hendes spørgsmål. Bum.. Og hun lod sig ikke nøjes. Men det var godt, rigtig godt.

Husk at den energi der ligger i den samtale/handling/kontakt/situation genspejler nogle følelser, dine/jeres følelser. Du skal blot være bevidst om dem, og styre uden om. 

Kvinden har jo ret. Det er hermed taget til eftertragtning, hele skidtet. Det er lidt fedt på den måde at hun nu går i kødet på mig, for at hjælpe med at finde mig selv. Og det er lige det jeg har brug for. 
Jeg har lovet mig selv at være tydelig, og gøre det er giver værdi for mig og ikke hvad der forventes. For der kommer intet godt ud af at deltage i noget, som er svært for mig. Det har jeg gjort for ofte, og kommer drænet og tom hjem.  

Jeg er træt. Rigtig gammelmands-træt. Træning for anden dag i træk. Ungerne er desuden kommet hjem efter 6 dage hos deres far, så jeg og de skal lige finde rytmen og det er bare altid svært det første døgns tid.



Sengen kalder, og imorgen tidlig  står den på træning igen. 

Godnat blogland...

lørdag den 23. november 2013

Tanker om happiness inside...



Tror I på den? - Altså jeg arbejder på det. Men jeg tror altså ikke helt det hænger sådan sammen. Måske er det bare fordi at jeg ikke har prøvet det der happiness inside. 

Jeg kan huske i mit forhold med ungernes far, at mange af de ting han gjorde, eller måske rettere sagt ikke gjorde de gjorde mig ulykkelig. Så hvis man skal tro på ovenstående billede, så er der jo lissom noget der mangler. 

Jeg syntes bestemt at man kan gøre en kæmpe indsats selv, men har andre mennesker ikke os en smule indflydelse på ens happiness? - Eller er det bare helt ude i skoven? Jeg har det sådan, og render da rundt og forestiller mig at andre også har det sådan. Men måskee r det mig der er ude i den føromtalte skov. 

Så hvad gør jeg for at gøre mig selv lykkelig nu jeg ikke har en mand til at smadre det/eller give mig det?
Hmm... Godt spørgsmål. Hende der koster knaster spurgte mig om noget lignede sidst jeg var der. Og jeg kunne ikke rigtig svarer på hvad jeg gjorde for mig selv, eller hvad det var der gjorde mig glad/lykkelig/tilpas o.l. Det eneste jeg kunne svarer var "At være derhjemme på sofaen, slappe af, tulle rundt og lade op". Men samtidig undskyldte jeg, eller var nok rettere nedenladen omkring mig selv og mit svar. 
For det er ikke så velset at være huleboer og trives bedst alene i ro og mag. Der er ikke plads til det, eller så stor forståelse for det. 
Det er ihvertfald min oplevelse, og jeg har vist altid haft det sådan, men har i mange år bare lukket af for det. Men det kan jeg ikke længere. Og vil heller ikke. Livet er for kort til at gøre noget man egentlig ikke ønsker. 

Jagten for mig er gået ind på at gøre mig glad inderst inde, skal bare lige finde ud af hvordan og hvad.

Smid gerne nogle ord på hvad der giver jer happiness indeni... 

Mor af den gamle skole?

Er det mon mig? - Eller er jeg bare en misundelig fattigrøv?

Nå, men det er jo jul inden vi ser det og de små skal jo have gaver. Mange gaver...

Jeg har lavet en udførlig ønskeliste ud fra hvad drengene har peget på i diverse kataloger, første gang vi gør det i øvrigt.

Jeg falder oftere og oftere over at børnene da skal have deres egen tablets. Og så er det jeg sådan lidt stejler, for jeg syntes ikke de har brug for det. Mine har i hvert fald ikke. De er jo 4 år. Som i 1,2 ,3 og bliver 4 om en lille måned. Jeg håber, naivt måske, at de så længe som muligt vil dyrke deres fantasi med legetøj.




Jo, bevares jeg ved at drengene spiller på den iPad deres far har. Men de behøver jo ikke have en selv, eller gør de?

Jeg er ikke særlig god til at lege med mine børn, men jeg syntes alligevel det er vigtigere at de får noget fedt legetøj de kan bruge og dyrke deres fantasi til at lege med. Som mor gjorde det...

Nu er det jo ikke fordi jeg vil håndhæve at min tilgang er den eneste rigtige, men det har som sagt bare undret mig. Der er i hvert fald ikke en tablet på ønskelisten herhjemme..






fredag den 22. november 2013

JaSgu.. Noget om at tage sagen i egen hånd, og vægttab.


Jeg vil prøve noget nyt, og det bliver ikke nemt. Går all in på positive indgangsvinkler og selv-hepning.
Jeg er af natur lidt af en sortseer, og det er nok noget der er vokset på mig efter alle de traumer, som hende der koster knaster, kalder det.
Men jeg ved jo os at jeg er nødt til at prøve at ændre lidt af mit syn på livet/verden, selvom det er lidt op af bakke. (Se der var den igen).

Jeg er jo som sagt begyndt at koncentrere mig om mit kost, hvilket har været et nedprioriteret emne for mig. Simpelthen ikke haft overskuddet. Men nu skal det være. Jeg er led og ked af min krop, så jeg er hoppet op på hesten. Jeg har en sygeplejerske hos lægen hvor jeg møder op en gang om ugen, og det er guld værd.

Jeg har tilføjet træning på den konto, da jeg ved min krop har brug for det og det hjælper vægttabet på vej. Jeg går deroppe med min veninde Sumaya, og det ret fint med noget selskab. Skal afsted inden længe og give den gas, uden at ødelægge min utrænede krop.

Når jeg mærker efter så er det jo det helt rigtige, os selvom jeg er nødt til at lave to forskellige slags mad til tider, og jeg bli´r hevet ud af min elskede sofa. Det er jo også godt for depression at motionere som man kalder det. Så tænker lidt at det er double win-win det jeg har gang i.

Det der nok er bonussen i det her er, at jeg stadig får nogle af de ting jeg virkelig elsker at spise. Men kun hvis der er råd i regnskabet. Så der er gået lidt en sport i at finde mest proteinholdig mad, og så gemme lidt kcal til om aftenen, så der er råd til noget af det gode. Når tid så kommer, så må jeg naturligvis skære mere og mere fra og måske træne hårdere o.l. så vægttabet stadig sker.

Har smidt 3,5 kg på 14 dage... Det er så sejt, og det har faktisk ikke engang været svært. 

Bare et lille fredags pip herfra, og håber det bliver en god en af slagsen.

tirsdag den 19. november 2013

Tirsdagsblablabla...

Jeg har tømt biblioteket for bøger, jeg er åbenbart sådan en type. Jeg er bare virkelig dårlig til at få dem læst. Og det hænger jo ikke helt sammen.

Nu har jeg været afsted igen, og kom hjem med 7 bøger.. Skulle egentlig bare hente én. (Der ligger i øvrigt 6 ovre på reolen...) Jeps, thats me.

Tror dog at lige præcis denne her omgang bøger er knald-gode. Lidt om opdragelse, sorg, selvforståelse, selv-udvikling og find-dig-selv stilen.

Dagen er allerede gået igen, og jeg syntes lige jeg har afleveret børnene. Men i aften vil jeg hellige mig bøgerne og fordybe mig. (Måske...)

I får lige titlerne:

Introvert, Stå ved dig selv... af Anna Skyggebjerg
Guldkorn til kampklare kællinger... af Helle Kjærulf
Fordi jeg siger det... 21 tankevækkere om børneopdragelse..
Hvem er jeg?... af Malcom Godwin
Mens tid er...Konfliktløsning mellem børn og forældre af Marion Thorning
Sig farvel.. af Julia Lahme.
Når kærlighed gør nas... af Malene Hasselblad.

Tilbage til det vigtige, har I husket at stemme? - Jeg fik gjort det. Done, tjek, jeg har gjort min borgerpligt.



mandag den 18. november 2013

Kender du den?

PCOS er en kælling.


Kender du til PCO/PCOS?
Tror ikke der er ret mange der egentlig gør, selvom vi er mange der er ramt af det.

Jeg har kæmpet med det siden jeg har været ung, men har ikke rigtig taget det seriøst før de senere par år. Jeg er insulinresistent og i risikozonen for at udvikle diabetes 2.

For mig er det specielt svært at jeg ikke må spise det alle andre må, selvom det jo nok er noget fis. For det er svært for alle med PCOS. Men jeg er gået i gang igen, 1200 kcal om dagen, madlog og PCOS-venligt mad.

Første uge gik godt, -2,5 kg. Sådan kan jeg lide det.

Jeg har været i gang før, der var jeg på barsel. Jeg smed 13-14 kg. på et par måneder, men tog en pause juleaften. Og der er jeg så stadig, og hele skidtet kom så lige på igen og mere til.

I får da lige et før og efter billede tilbage fra 2010.


Før

Efter.
12,1 kg lettere.

Nu er jeg så her, desperat fordi jeg ikke kan holde min krop ud, er bange for at få diabetes og vanvittigt træt af at være sulten konstant. Jeg er sammen med en coach/sygeplejerske ved egen læge under kontrol hver uge, hvor vi snakker, vejer og tjekker madlog. Dét er altså godt, for jeg vil jo gerne vise hende at jeg kan.

Jeg skal til denne uge finde ud af hvilken motion jeg vil dyrke.. Og jeg hader, hader, hader motion. Æv. Men ved jo også godt at det gør mig godt. Jeg tror det ender med et medlemsskab i det lokale center. Det er så dejligt uforpligtende.

Jeg er egentlig lidt usikker på om jeg vil nævne min sygdom herinde, men alligevel så er det jo os en måde for mig selv at holde mig i ørene og andre at forstå sygdommen bedre. For den er en kælling, men jeg håber og satser på at vinde den kamp.

søndag den 17. november 2013

Magisk jul....

Jeg skal have drengene juleaften, faktisk hele julen. 
Det eneste problem er bare at jeg aldrig har lavet julemad før, bum bum..
 Det plejede at være C, der gjorde det når vi skulle have gris m. svær. 
Men i år er det mig, mig, mig, der skal lave en magisk juleaften. 
Det jeg glæder mig lidt til. 


Julen er en svær tid for mange, jeg er ikke en undtagelse. 
I år får jeg muligheden for at indføre vores egne juletraditioner, i vores eget tempo og med egne aktiviteter.

Men hvad pokker skal den så bestå af..?
Altså jeg ved jo godt hvad jeg vil have, jeg vil også bare have at drengene er med i det og får en hyggelig dag. 
Det er jo det det handler om. 

Lige i det her tilfælde er jeg jubel-optimist og håber (be´r) til at der er sne på det tidspunkt, for så skal vi helt sikkert ud og lave snemænd og engler i sneen. 
Vi skal også forbi kirkegården og sige hej til mormor.
Varm kakao m. skumfiduser , æbleskiver, og hyggestrømper.

Hvad gør jeres jul magisk?




Pigen med svovlstikkerne.

Andre end mig der kender denne følelse?
Dét er den smerte der nok fylder 90% indeni mig 24/7 - 365 dage om året.
Den har fyldt de sidste snart 16 år, efter min mors død.



Jeg tror egentlig, at det er de færreste der kan sætte sig ind i den. 
Jeg vælger selv at beskrive min følelse som  "Pigen med svovlstikkerne".
Jeg står ude i kulden og kigger ind.
 Kigger ind på familierne der er sammen, er der for hinanden, forkæler hinanden, ja egentlig bare er familie sammen i tykt og tyndt. 
Og det har jeg ikke, og har ikke haft i alt for mange år.
Der var ingen der samlede mig op da jeg mistede min mor, og min far ikke kunne løfte opgaven. 
Jeg klarede mig selv. 
Drak mig ud af sorgen og festede som en 15 årig gør det bedst det første halve år. 
Jeg blev midlertidig værge for min lillebror som 21 årig, fordi min far smed ham ud. 
Og sådan er det forsat.
Hende der koster knaster spurgte mig for et par sessioner tilbage:
"Men hvem var der så for dig, hvem snakkede du med efter din mor døde/vedr. din far/værge for lillebror m.m.?"
Mit svar var nogenlunde sådan her:
"Øhmm, ikke rigtig nogen. Eller altså, jeg har jo snakket lidt med nogle forskellige.
 Gik da os til en psykolog, som godt nok sov halvdelen af tiden"

Jeg havde nok selv håbet på lidt mere.

Jeg både glæder mig og gruer den rejse jeg skal ud på - 
men den er nødvendig for at jeg kan komme i balance.

fredag den 15. november 2013

I´m baaaaaaack..............

Jeg stikker hovedet op af jorden igen, jeg har været væk alt alt for længe. (Lene som netop smed en hilsen i min sidste post fik losset mig op af jordhullet, så tak for det..  :-) )
Kunne bare ikke finde bogstaver eller ord, for slet ikke at nævne det at få dem smidt ud på skærmen.

Men jeg er lige her, jeg fik nok af min mindfulness udfordring, noget siger mig at jeg nok har rimelig meget brug for den. Men jeg har ikke plads til flere tiltag lige nu. Måske os derfor at jeg lavede strudsen for en stund.

Mens jeg har været offline, har jeg nydt mine drenge. De har ændret sig til det ugenkendelige. De er så gode 96% af tiden til at hører efter, slås sjældent, leger fantastisk sammen og er bare dejlige børn. Om de kan mærke at jeg er kommet lidt mere ned i gear ved jeg ikke, måske er det bare alderen. (Håber virkelig ikke at jeg jinxer noget nu)..

Jeg har været igennem endnu en depressionstest der viser at jeg ikke er helt klar til det virkelige liv endnu, så jeg skal have lidt længere tid derhjemme. Jeg går stadig hos hende der koster knaster, har intensiveret forløbet op, så jeg er afsted med 4 dage imellem, koster dyrt - men det er rigtig godt.

Jeg var til clairvoyant i søndags, desværre ingen afdøde-kontakt men en bunkevis af personlig rådgivning. Det satte virkelig tankerne igang. Det pudsige af det hele var, at det er nogle af de samme ting som mig og pengeslugeren snakker om når jeg er til psyk. Så det vil jeg følge op på og kigge nærmere på.

I det hele taget er det sindsygt spændende at gå til psykolog, hun er så super god, ser mig og graver lige de rigtige steder. Fantastisk.Når alt kommer til alt er denne sygemelding en gave, selvom det er en svær størrelse at sluge.

Er det lidt underligt med sådan et "status" indlæg? Haha, I er sgu´da ligeglade med hvad jeg har fået tiden til at gå med. Det er jeg sgu´næsten os selv :-p
Jeg tager mig lige sammen, hermed lovning fra Vestegnen.

torsdag den 7. november 2013

Noget om nye mænd.


Mig og netdating




Det er som om der er skudt lidt forbi der.

Men kom ikke og sig jeg ik´ er med i gamet...

Indtil da, tror jeg bare jeg tager NEJ-hatten på. 
Den passer så godt. 

tirsdag den 5. november 2013

Todays challenge #4

Dag #4...Og denne her udfordring er virkelig relevant og en åben en af slagsen...

Hvis min krop kunne snakke, ville den bede om at spise ordentligt...!
Den ville bede om at jeg satte pris på den, gik mere ret, drak mere vand, ville gå tidligere i seng, spiste 5-6 måltider af det PCOS-venlige mad og en masse dyrke motion. (Her er hælsporen mit carte blanche)

Jeg har PCOS, og insulinresistent og skal derfor sørge for et stabilt blodsukker og et minimum af kulhydrater b.l.a..
Efter at jeg blev mor til tvillingerne for nart 4 år siden, er jeg vokset i omfang og min sygdom ligeså.

Jeg har ikke rigtig tiden (prioriterer til tider forkert) til at veje og måle min mad, lave to forskellige slags måltider og ja, det koster jo os. Jeg har gjort det før, og smed 14 kilo på et par måneder, det blev jul og jeg tog en pause, den pause kostede dyrt på vægten. Alt er kommet tilbage og mere til. Og der er jeg så stadig 3 år efter, med en masse mandags-forsøg der gik galt i bagagen.

Idag har jeg spist det sidste af en chips-pose, vingummier, hjemmelavet pizza, toasts osv.

Konstateringen er at det står ret sløjt til.

Men jeg kan ikke styrer det, for det er til dels lystbetonet og oppe i hovedet, men samtidig os vane og en indbildelse af, at det er dét der gør livet godt - jeg ved at min sygdom på ingen måde hjælper på det. men når man er på vej til at udvikle diabetes, burde man så ikke blive voksen og tage sig sammen?

Når jeg sådan sidder og reflekterer over hvorfor mon jeg ikke er i stand til at lade være, så er det første der popper op, om det mon er fordi jeg ikke kan mærke mig selv? Eller fordi jeg ikke vil? For at vende tilbage til det med guide meditation som jeg nævnte i #2 og #3 så prøvede jeg en på Spotify som vist nok hed Weightloss. Den var god, så god at jeg følte mæthedsfornemmelse og begrænset trang til alt det forkerte. Men igen, så får jeg ikke fulgt op på det. #Pladstilforbedringer

Jeg ved at der er en grund til at jeg fylder mig med det forkerte, trøstespisning. Men jeg ved ikke hvordan jeg ændrer det og bliver fri, for jeg ved ikke hvad jeg egentlig dulmer. Er det pga. oplevelser i livet, sorg, stress, fornægtelse... I really dont know.

Det der næsten er det værste af det hele er, at formåede jeg at gøre det som min krop og fornuft bad mig om, ville jeg måske (hvis jeg var heldig) kunne spise mig rask, slippe ud af min risikozone for diabetes, få mere overskud og energi og en hulens masse andet godt. 

Ved ikke om I kan huske de der programmer hvor fok med alverdens sygdomme blev sendt til steder hvor de blev udrenset, fik special lavet mad tilpasset dem, motion og terapi. Dét gad jeg virkelig godt. Hvis det overhovedet findes, så bliver det nok ikke lige i det her liv.. 

Nu skulle man jo ikke dømme sig selv i denne udfordring. Jeg syntes jeg er sluppet igennem uden at dømme (alt for meget i hvert fald). Jeg ville være naiv og ikke mindst lyve over for mig selv hvis ikke jeg var bundærlig.

Tag godt imod det, ik?

mandag den 4. november 2013

Todays challenge.. #3


Denne her challenge, #3 bliver skrevet udfra mine erfaringer i guidet meditationer som er det eneste jeg har prøvet indtil videre. Jeg er på ingen måde stærk i at meditere, men syntes alligevel at jeg har oplevet noget meget givende, mens jeg har gjort det. Måske fordi jeg i den tid meditationen har varet endelig har ro indeni.

Jeg bruger nogle guidet meditationer fra Spotify, samt min veninde Lisel, fra Serenityforlife.dk som har gjort det sammen med mig.



Jeg har haft en ret fin oplevelse første gang jeg prøvede den slags meditationer. Jeg kiggede indad og i den terapeutiske samtale som den form var, følte jeg og "så" jeg noget af det indeni der har fyldt meget de sidste 15 år. Når jeg skriver om 15 år tilbage, så er jeg på ingen måde færdig med at bearbejde det betændte område om man vil kalde dét det. 
Men det der har fyldt rigtig meget de sidste 2 år efter bruddet med drengenes far og den sorg/frygt som ligger i det betændte område "kiggede" jeg nærmere på, og om det er den meditation der bare sparkede "arse" eller mit bæger var fyldt vides ikke.
 Men jeg har på forunderlig vis formået at lukke det kapitel, sådan så jeg kan komme videre og ikke bliver tynget af det som jeg har været de sidste par år.

Jeg mærkede en snert af noget tilstedeværelse som jeg ikke har mærket længe, men jeg har svært ved at sætte mig selv først og sætte mig ned. Så denne udfordring er en kærkommen løftet pegefinger til mig selv om at huske mig selv. 

Så tak... 

Todays challenge..#2

Jeg er bagud, story of my life.. Al for travl weekend med savn og virkelighedsflugt..

Nå, men #2 udfordring er at t r æ k k e  v e j r e t......
Det er jeg ikke god til, men når jeg endelig husker at gøre det, evt. under en meditation, så er det fantastisk beroligende.
Faktisk så beroligende at jeg ofte ender med at falde i søvn. Følelsen af at få luft i et nederste af lungerne, få dem fyldt op og ånde ud, det er på en måde selvudrensende. (Er det overhovedet et ord?) 
Jeg har jo gennem den sidste tid arbejdet med mig selv, pga. min sygemelding og små stress-symptomer. På trods af at jeg har et mange timer til at trække vejret, sidde i lotusstilling og jeg skal komme efter jer. Så er det svært. Rigtig svært. For lige netop når man (jeg) vælger det til, altså at trække vejret rigtigt, så er jeg samtidig nødt til at være til stede lige her og nu. Og det skal jeg stadig blive meget bedre til. 

Jeg har jo så af gode grunde ikke nået at trække vejret på den gode måde, da jeg jo er et par dage bagud og lige nu klokken-sen-mandag-aften sidder og prøver at indhente udfordringerne.

Men jeg vil alligevel skrive mig det bag øret, og i aften når jeg går i seng, så vil jeg give mig selv lov til at øve vejrtrækningen og måske endda holde mig vågen til at gennemføre en guidet meditation. 





fredag den 1. november 2013

Todays challenge.. #1

What does being mindful mean to you? What quality or qualities does being mindful bring to your life?

Jeg kender ikke så meget til Mindfulness, udover at jeg har det indtryk eller skal vi kalde det opfattelse af, at det drejer sig om at være i kontakt med sig selv og prioritere det der giver mening således, at man kan være til stede her og nu, for i bund og grund er det jo det eneste man har. Altså nuet. 
Jeg syntes ordet er blidt, altså jeg er ret visionær og ser derfor mange billeder for mig når jeg hører ord m.m. 

Det er et venligt ord og handler for mig om venlighed mod sig selv og det vigtigste i livet, som kan være sine børn, mand, familie eller hvad man anser som sit det vigtigste. 

Jeg håber selv, at jeg på sigt kan lære mere om og ikke mindst indføre Mindfulness i vores hverdag og liv. Jeg vil rigtig gerne blive bedre til at være tilstede her og nu. Lægge mobilen fra mig og bare være. Men det er rigtig svært og det er noget med at holde sig selv i ørene og prioritere samværet det meste af tiden. Jeg er der ikke endnu, men er opmærksom på det og det er bedre end ikke at se problemet. 

Og det kan jo lyde lidt frelst, for altså teknologien er jo kommet for at blive (og jeg elsker min iPhone) og den vil jeg ikke være foruden, men jeg vil gerne kigge tilbage med en følelse af at mine børn syntes jeg var der for dem og var til rådighed. Så har man gjort sit arbejde godt. 

Men det er da ikke kun i privatsfæren af man kan drage nytte af Mindfulness, på arbejdet kan man i den grad bruge det ligesåvel. Sig ja, hvis du har tid og mulighed for at løse opgaven og tak nej, hvis dit bord er fyldt. Føl efter og respekter hvad din krop fortæller. 
Ellers går man ned på det, jeg har smagt lidt på nedturen, ikke så voldsomt. Men nok til at jeg spottede nogle uhensigtsmæssige symptomer. 

Det er sådan lidt sjovt med sådan en udfordring at jeg, ihvertfald bliver enormt usikker på mig selv over at skulle skrive en masse, om noget jeg faktisk ikke ved særlig meget om. Jeg har valgt ikke at google og blive klogere, men i stedet for prøve at huske hvad jeg hidtil har læst og hørt om det.


God fredag...