onsdag den 23. oktober 2013

Det sværeste venter forude....

Onsdagsdvæleren er i øvrigt os mit Alias, i hvert fald når det er onsdag, og jeg har fundet VH1 Love i kassen. Why don´t I just shoot myself?

Som overskriften så fint fortæller, venter det værste forude. Altså jeg ved godt at mange nok ville sige at det ikke er det værste, men næsten. Jeg har fået serveret det værste (næsten) af alt det l*rt som livet også kan byde på, og udover det allerværste, som jeg på ingen måde kan få ud på tasterne her. Så er julen som skilsmissefamilie nok noget af det værste. I mit tilfælde måske en tand mere, for jeg har ikke andre at holde jul med. Bum. Jo, jeg ville måske blive inviteret et eller andet sted hen hvis nogen fik det af vide, men hvordan kan jeg det, når det vigtigste mangler? #følermigamputeret
I år skal vi for første gang tage stilling til hvordan børnene skal deles henover jul og nytår.
Og hvordan gør man så lige det? - Jo altså skabelonen har vi, men det er ikke afgjort endnu. Nogen vil gerne lige på kærlighedsferie inden "nogen" gider at rører ved det.


Julen har de sidste 15 år været svær, jeg har arbejdet (frivilligt) på mit studiejob for at undgå den, jeg har fået shawarma og været på rundvisning i en moské juleaften med to muslimske veninder, jeg har været sammen med min venindes familie. 
2013 bliver på ingen måde nemmere. 

Den tomhed og følelse af ikke at hører til nogen steder, ønsker jeg ikke for min værste fjende. At være alene, helt alene. Det får man store nosser af - eller går ned på. 
Jeg skriver ikke det her for at ynke, men fordi det er så svært at rumme. Svært at være i. 



Det er som om livet konstant bitch-slapper mig, der gik man og troede man endelig fik sin egen familie og smask-in-your-face så står man der på sidelinjen og kigger på at livet suser forbi, bare med endnu et hak i huen og et sæt tvillinger.

Og den sætning, "Hvad man ikke dør af - bliver man stærkere af" - den sku´ have tæsk med et frossent jernrør. Hvem siger ikke at man dør lidt hver gang livet fyre en mursten i fjæset på dig med dets realiteter?

6 kommentarer:

Frederikke sagde ...

Du skriver så rørende og gribende om det, du står midt i her i livet. Jeg kan ikke påstå, at jeg ved, hvordan det er at være dig, men jeg kan sagtens sætte mig ind i det tab og savn, som du nødvendigvis må føle i forhold til alt det her.
Kærligst Frederikke

Cille sagde ...

Du kommer ud til os juleaften.

Birgitte B sagde ...

Jeg følger virkelig med dig. Det er så hårdt, det med jul uden børnene.
De første par gange havde jeg slet ikke lyst til at holde jul, bare grave mig ned på sofaen under en dyne og komme frem igen 2. juledag, hvor jeg skulle have ungerne igen. Min mor var meget nervøs første gang om jeg overhoved ville komme på toget d. 24. dec (vi skulle holde juleaften hos min bror i Odense).
Man overlever, ligesom alle de andre tilfælde, men ikke uden et hak i hjertet.

Københavnerhjerte. sagde ...

Sødeste damer, tak for jeres søde ord.

Birgitte B: Ja, man overlever helt sikkert, og du har helt ret. Det bliver ikke uden et hak i hjertet :-(

Cille... Du er sød..... <3

Frederikke: Tak for dine søde ord :-)

Cille sagde ...

Ja - det er muligt. Men det er et reelt tilbud. Så tænk over det.

Helle Belle sagde ...

Det er aldrig sjovt at skulle dele juledagene med eks'en, når man helst vil have sine guldklumper 24/7.

Vi, min eks og jeg har denne ordning, måske den også virker for jer?? Den ene har børnene selve juleaften og den anden har dem så lille juleaften og 1. juledag, så har begge mulighed for at få nogle hyggelige juledage med familie og venner. Den der så ikke har dem selve juleaften har dem så til nytår, så man ligesom "deler" højtiderne i mellem sig. Og næste år bytter man så rundt, så det går lige op :)

Måske det kunne være noget for dig, drengene og C??

Og du ved du altid er velkommen selvom det er svært med de "gamle" minderne, men måske vi kunne lave nogen nye minder med vores guldklumper?? <3

Knus og tanker fra Cus