onsdag den 18. september 2013

Åbenhed omkring det, hjælper... Måske...

Sagen er den at jeg er blevet sygemeldt, for ca. 14 dage siden. Hende der koster knaster valgte at bruge en hel session på at snakke mig hen mod en sygemelding.
Måske syntes hun ikke jeg kom nogle steder. Måske var det min begyndende glemsomhed der gav hende ideen, da det lugter langt væk af stress.

Årsagerne er mange, men så alligevel ikke. Stress-symptomer og depression. There you go - I´ve said it.
Jeg mistede min mor da jeg var 15 år, min mors veninde som egentlig fungerede som vores ekstra mor efter vores egen mors død, døde et par år efter, min far er ikke den typiske udgave af en far dvs. han er ikke præsenteret som værende en stor del af mit liv, alkohol m.m. hersker i stor stil, det at blive mor til tvillinger født for tidligt, høje krav, manglende netværk/støttepæle, "skilsmissen" fra ungernes far (Vi var jo ikke gift, kun forlovet), at klarer hverdagen med en helvedes masse bagage og fuldtidsjob, unger, osv.



Jeg har tygget længe over om jeg overhovedet skulle være rimelig åben og smide det på bloggen. Til dels har jeg røvdårlig samvittighed over at skulle være væk fra job, det at have noget indeni som man lissom skal arbejde med uden at vide hvor man skal starte, det at blive sat lidt i bås, da jeg på ingen måde føler mig syg. (Snak lige om fornægtelse)

Jo, jeg skal stige af hurtig-toget, som hun siger, men det er nemmere sagt end gjort. Men nu er jeg steget af, hva´så??

Jeg har valgt at lægge det ud i blogland fordi jeg selv kan syntes at det er svært at snakke om, puha sygemelding, stress, depression.  Det er svært - fordi at det ikke er synligt.
Måske hjælper min lille beretning nogen andre til at gøre det samme, jeg tror vejen ud af det tabu er at snakke om det - meget.

Skal jeg smile lidt mere næste gang jeg kommer forbi jobbet? Hvor meget skal jeg sige derinde, når jeg ikke selv ved hvordan det står til? Hvordan stresser man af? Hvordan arbejder man med sig selv? Kan jeg overhovedet arbejde med mig selv? Hvor lang tid skal jeg være væk?
Og sådan kværner min hjerne derud af 24/7, jeg er ok til at skubbe det lidt væk når det bliver for meget. Men det ligger der jo altid alligevel...

Jeg har brugt en stor del af min sygemelding på at rydde op og lave om og ja, kanalisere min stress andre steder hen. Nu er jeg nået til et punkt hvor jeg ikke orker mere, og det hele flyder lidt mere. Det trives jeg egentlig ikke så godt med, men kan ikke tage mig sammen til at gøre noget ved det.
Måske er det et sundhedstegn, et tegn på at jeg er ved at geare ned? - Jeg ved det ikke, men vil spørge hende den dyre på fredag.


Heldigvis er jeg ikke knækket og gået ned med flaget, dette er midlertidigt og jeg er nødt til at se det som en læringsproces, hvor jeg lærer mig selv bedre at kende, samtidig med at jeg får ryddet op indeni.
Billedet er lånt her.

9 kommentarer:

Gitte sagde ...

Velkommen i "stress-land". Her er ikke pisse fedt, men det bliver vel bedre engang? Selvom det er en sølle trøst, så er det godt, du og din psykolog fangede det tidligt!

Lige pludselig en dag vågner vi vel op som "os selv" igen? Det håber jeg på :-)

Cyberkram fra den ene stressede til den anden...

Sandra ~ Fru Melbolle sagde ...

Tak for et ærligt (meget åbent) indlæg. Det er de indlæg der er sværest at skrive - men også flytter mest synes jeg (for mig ihvertfald). Jeg må sige, jeg kender det (heldigvis) ikke, så jeg kan ikke komme med nogen råd - andet end jeg håber du finder en vej ud af denne grimme usynlige sygdom! Cyberkram!

Birgitte B sagde ...

Æv, jeg håber du får styr på alle tankerne og alt inden for længe :-)

Carry My Style sagde ...

Tak for et meget ærligt indlæg, og jeg kan forestille mig at det må være svært at slappe af, når de her tanker kværner rundt i hovedet.. Jeg ville sikkert have det på samme måde. Godt, at du får hjælp og forhåbentlig kommer styrket ud af det her forløb.
Held og lykke med det hele.

Dethandlerom sagde ...

Jeg tror helt sikkert det hjælper at tale om det, fortælle det til folk. Du er sej du gør det her også syntes jeg. Stort kram!

morlenesblog sagde ...

Et dejlig åbent indlæg. Godt nok alvorligt, men dejligt du deler dine tanker. Nu er det nogle dage siden jeg læste det første gang. Og lige præcis den dag, var jeg selv ved at skrive et indlæg der også handler lidt om at være stresset, dog ikke så direkte som dit. Jeg pakkede det ind som folkesygdommen :)

Men super du skriver om det.

Er ked af at høre du mistede din mor og reservemor i så tidlig en alder. Min mor døde også alt for tidligt.

Håber du finder de rigtige redskaber til at arbejde med dig selv :)

Københavnerhjerte. sagde ...

Tak for alle jeres kommentarer..

Jeg tror helt sikkert jeg nok skal komme ud af det igen, er på vej selvom det nogle gange kan være ret svært at vide hvordan man ligesom fikser det, når nu det er inden i hovedet.
Jeg glæder mig ihvertfald til at komme ud på den side.. :-)

Teresa sagde ...

Hej. Jeg læser herinde for første gang, og så faldt jeg over det her indlæg. Vil bare bakke dig op i, at det er hamrende vigtigt at have en vis åbenhed med sig, når det gælder noget så tabuiseret og svært at forstå som stress. Jeg har selv skrevet stolpe op og ned om min oplevelse med stress, og stressudløst angst på min blog. Faktisk fordi jeg ikke magtede alt det der gætværk fra andres side, om hvordan jeg nu havde det. Alle de spørgsmål! Alle de fordomme! Der er ikke to forløb der er ens, så hvis dine medmennesker skal have en chance for at gøre det godt for dig, er det så vigtigt at du åbner op, som du gør her. Sejt af dig!
Jeg håber du finder en ro og balance ved at tage denne pause. Sender gode tanker i din retning

Københavnerhjerte. sagde ...

Hyggeligt at du fandt siden, håber du kigger forbi en anden gang :-)

Men ja, det er vigtigt at være åben omkring det. Her er det mere depressionen der fylder efterhånden. Stress er en ukendt størrelse, og tror at der skal meget lidt til før end at det starter med at gie små hints i form af symptomer igen, selvfølgelig ikke til at vide men det er mine tanke.

Og fedt at du også er åben omkring det, tror du ikke os at det hjælper på en måde? At få det ud?

Det tænker jeg ihvertfald selv lidt.

Håber du får en dejlig lørdag.