tirsdag den 6. august 2013

Giv din mor et kram.

Min mor, ungernes mormor er ikke iblandt os mere, og det er efterhånden mange år siden. 1998.. 

Jeg mangler hende ubeskriveligt meget i mit (vores) liv. Savnet er stadig enormt, men med tiden har jeg fundet en måde at leve med det på.


Jeg drømmer om en "mormor" i mine drenges liv. En der er der for os, en der vil dem 110 %.  Én der trøster og siger det hele nok skal gå, selvom grenen er ved at knække. 

Jeg får ofte en klump i halsen og bliver utilpas, når snakken i omgangskredsen og på arbejdspladsen falder på emnet MOR. Ofte lister jeg af sted videre, på den måde undgår jeg at mærk den sorg i at blive mindet om at jeg stadig ikke har hende. 

Min lillebror husker hende ikke, og det ville jeg for alt i verden gøre om hvis jeg kunne.

Hvis jeg skal beskrive hende kort, så var min mor stærk, hun klarede sig selv og var alene med os børn. Hun var typen der glemte pointen i vittighed, eller sagde den for hurtigt. Hun var os lunefuld (det har jeg nok arvet fra hende af, ved ikke om jeg skal sige tak...)
Hun duftede altid godt. Hun elskede lakrids og cola (det må være en mor-datter ting). Hun var streng på den måde som en teenager syntes, men som jeg nu som mor mere end forstår.

Jeg ved at det at miste hende har lært mig meget, gjort mig stærk og til en overlever. Men det har os sine dårlige sider, og er det egentlig positivt at man formår at kører videre i sin monstertruck ud over "bumpene i livet" fremfor at stoppe op og mærke efter?

Blot lidt tanker herfra, og en opfordring til at sætte pris på det man har...

 





5 kommentarer:

Dethandlerom sagde ...

Hørt, hørt! Aldrig må man tage de nærmeste for givet, om det mor, far, mand eller børn. Din mor lyder som en fantastisk en af slagsen, kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det har været at miste hende. Stort kram

Københavnerhjerte. sagde ...

Dejligt at det er givet videre til een ihvertfald :-)

Hun var os en skøn mor, trist at vi ikke fik lov at have hende længere.

Kram herfra...

Grønlandsposten sagde ...

Jeg kan godt forstå at du savner hende. Jeg kan ikke holde den tanke ud, at mine forældre en dag ikke er her mere. Men ved jo at den dag kommer.

Tror egentlig det er godt at køre videre, men kun hvis man husker at mærke bumpene og give sig selv lov, tid og plads til at reagere.

taburetten sagde ...

Hvor er jeg ked af at læse om dit tab. Kan sagtens forstå dig, vores familie er meget snæver. Men dog har jeg da min mor endnu, og jeg skal nok lige huske og kramme hende ekstra meget næste gang jeg ser hende.

KH Ida

Københavnerhjerte. sagde ...

@Grønlandsposten - Tror du har ret, det er i hvert fald os den stil jeg har overlevet på. Nu kommer øvelsen nok til at stoppe op og mærke efter og finde en hylde til det hele.

Og ja, på den måde tænker jeg nogle gange at jeg er "heldig" at jeg ikke det i udsigt, hvor morbidt det end lyder. Dét plaster er revet af... Men kan virkelig godt forstå dig.

@Taburetten - Tak, og hvor er det dejligt at du giver hende et ekstra stort kram næste gang..

God dag til jer begge :-)