tirsdag den 4. september 2012

Nærvær_nu

Det er noget der er sat højt på listen og PRIORITETER. Sådan er det bare.

Som jeg skrev i indlægget her er jeg flad. Måske lidt sammenklasket. Oveni det er jeg ramt at forkølelse eller hvad det er der ligger og lurer. Havde det så skidt idag, at jeg måtte gå hjem fra job. Jeg nåede hjem og snuppe en lur på et par timer. Det hjalp. Tågen lettede, men nu er det ved at ramle ind over mig igen.

Opskriften er helt sikkert tidligt, tidligt tidligt i seng.

For at komme tilbage til det der med Nærvær_NU. Jeg vil have mere nærvær nu. Men måske er der nærvær nok? Eller findes der nok?

Ok. Hånden på hjertet, jeg lider lidt af det der oprydningsvanvid, uden at være ekstrem. Jeg har det bare bedst når der er rene linjer og ikke så meget rod hist og pist.
Jeg tager måske også opvasken ret ofte. Og måske kunne det vente til ungerne sover? Endnu bedre, jeg tror jeg vil investerer i en opvaskemaskine når der er børnepenge. For så skal jeg ikke tænke over det mere. BONUS.

Jeg er kørt død i en vane som jeg har haft i en del år. Det er som om at jeg ikke orker at skulle rumme andre folks småting. Jeg har nok i mit eget "rod".
Og det er ikke småting for dem - I know, men jeg syntes det er så ligegyldigt i forhold til min virkelighed, min hverdag og mit indre kaos.

Jeg vil have nærvær med dem jeg holder af, og med dem der holder af mig.

Jeg skal finde mig selv, jeg skal genopfinde mig selv, og jeg skal være mine børns bedste mor. Og jeg vokser med opgaven HVER dag. Der er nye udfordringer og tanker der skal løses hver dag.

Og hvor er er JA-hatten?

Idag i bussen, på vej hjem og sove blev jeg færdig med det nye Vores Børn. På sidste side hvor EN FAR FORTÆLLER, var overskriften " To Kung Fu og en skilsmisse, tak". Det måtte jeg læse.
Men at det resulterede i tårer ned af kinden havde jeg ikke lige set komme, slet ikke i bus 1A. Artiklen rørte noget i mig. Jeg er ikke blevet skilt-skilt. For vi blev aldrig gift, men på en måde er det jo alligevel en skilsmisse. Vi er jo S K I L T ad nu.

"Den store sidder stille på en grønstribet skumelefant og kigger på os. Hans øjne fyldes langsomt med tårer, men inden de når kanten , tager han en dyb indånding, som blandes med et suk og får dem til at forsvinde ind hvor de kom fra."

Sikke en sorg for den lille dreng og hans lillebror. Deres verden er brast. Deres verden som de kendte den. Og forældrene, hvor ville jeg bare pissemeget ønske at de kunne undgå den samtale og have blevet sammen. Og så endte jeg jo i bussen med at sætte det op mod det mine egne små drenge gennemlever nu. Og pling, tears on my cheek.
Jeg trøster mig selv med at mine små poder ikke opfatter-/de så meget fordi de var så små. Det er trods alt noget.

Så det er måske der tingene bliver sat lidt i perspektiv kontra det jeg anskuer som småting for andre mennesker. Og dét at jeg ikke magter det. Så sorry hvis nogen læser med.

Keep it simple.... Det blev det her indlæg ikke. HAHA.

2 kommentarer:

Gitte sagde ...

Super godt indlæg, Mila. I've been there - og er der i grunden til dels stadig.

Jeg bliver stadig pisse hamrende trist, når andre skal skilles, for jeg ønsker ikke, de skal igennem det samme som mine børn og jeg.

Jeg bliver trist, når jeg hører andre skilsmisse børn sige: "Der bor min mor. Der bor min far. Jeg bor ikke rigtig nogen steder fast..."

Jeg er ikke i tvivl om, at i hvert fald min ældste kan huske, da vi boede med deres far, og det snakker hun af og til om. "En rigtig familie er når ens mor og far bor sammen med deres børn." Ja - det mener jeg også, men det mener x-man ikke.

Men nu har vi boet selv i godt to år og selvom du ikke kan bruge det til noget, så bliver det bedre. Det hele kommer på afstand, og man lærer at acceptere situationen og tage hånd om sit eget liv igen. Så jeg kan sagtens følge dit "andre menneskers små-ting". Dem orker jeg heller ikke. Jeg ved også, det er store ting for dem, men man skal prioritere sit over/underskud, så det bliver brugt på ting, der betyder noget.

Jeg kan kun klappe af, at du brænder børnepengene af på en opvaskemaskine! Det havde jeg også gjort, hvis jeg ingen havde. Dét giver altså overskud at der ikke skal bruges dyrebar tid på lasagne-beskidte tallerkner.

Håber du finder din egen optimale prioritering, og det bliver godt med det mentale overskud igen.

Mila sagde ...

Rart med en der har/er i samme båd. Selvom det er trist oveni.

Vi har boet alene i 6-7 mdr. Tiden er fløjet afsted. 1 års dagen for bruddet ramler i dog snart ind i. Ikke til at forstå.

Kan godt forestille mig at din store pige må kunne mindes noget. De husker alligevel meget de små.

Hvordan har du det selv efterhånden?

Jeg satser på at finde den optimale prioritering med tiden og har du gode råd, så smid dem lige min vej.

Tak for dit svar...