torsdag den 27. september 2012

Torsdag...

Grå, kedelig, fugtig torsdag.

Men men men idag er det min store lillebrors 18 års fødselsdag. Så gråvejret kan IKKE være hans skyld. For han er sej er han. Så stort TILLYKKE med dagen gamle dreng og velkommen i de voksnes rækker.



Torsdag er faktisk en fin dag. Torsdag er dagen før weekend. Men torsdag er os lang - på arbejdet ihvertfald.

Ungerne blev afleveret i vuggestuen (tidligt) og moderen fes afsted på job og nåede herind i god tid (læs: 7:20).

Vores weekend bliver hård, spækket med fødselsdage og jeg skal komme efter jer.

                                    Torsdag ☔ http://instagr.am/p/QEYpvGqE_G/

Kvædete er ikke den væreste start med go´ musik i radioen..

Torsdag skulle egentlig have budt på kage idag, men kagebringeren er blevet syg. Så no cake today.

Tror dagen skal munde ud i noget tidlig fri med tid til gave indkøb og alt det andet jeg aldrig når, når ungerne er hjemme.

Hvad skal du lave på din torsdag?

Go´ dag....


torsdag den 13. september 2012

30 år... Velkommen i de nye 20´ere.

Så blev jeg tredieve (mon det tæller mindre vis jeg skriver det, i stedet for tal?)



Ej, sagen er den at jeg ikke har krise - krise. Jeg syntes faktisk bare det er ret stort at runde det der hjørne. Eller er jeg bare i fornægtelse?

Status på mit liv indtil videre, er da ikke helt tosset:

1. Er blevet mor til to friske og frække drenge.
2. Fået to studenterhuer. (Lilla + rød)
3. Arbejder i den virksomhed jeg altid gerne har villet.
4. Har få, men skønne veninder.
5. Bor i et lækkert "hus" - nu med opvaskemaskine.
6. Er rask
7. Er ikke-ryger.
8.
9.
10.
11.

For der er helt sikkert mere. Jeg kan bare ikke se det endnu.

Mange er gået ind i mit liv, og mange har forladt det, nogle på underligeste vis. Måske skal jeg bare ikke forstå alt.

Hende jeg mangler allermest, er min mor. Hun er her ikke mere, og hvor er det bare tomt uden hende. Hvor kan man føle sig halv. Der er nu gået 15 år. 15 vigtige år - hvor hun har manglet. Jeg har lært at leve videre uden hende, men mærker jeg godt nok efter, kan hullet mærkes dybt inde hele tiden. Snapshots fiser forbi cykeltur til Brøndby Strand -  Faxe kondi - Roxette - ambulance- det at finde hende - hospitalerne - farvel - alt ryger forbi når ordet MOR er på lystavler.

Mor, du burde være den første det ringer på en dag som idag. Men det må jeg endnu engang i år undvære. Måske far husker mig i år..

Jeg håber helt sikkert at de næste 30 år byder på mindst lige så mange nye bekendtskaber, venner og veninder, rejser, oplevelser, minder, opfyldte drømme og meget mere.

Hurra for mig, og hurra for de næste 30 år.



onsdag den 12. september 2012

Sidste åndedrag...i 20´erne....

Det er nu, lige om lidt at jeg fylder rundt.

Min sidste aften som 29 årig har ikke været særlig vild. I skrivende stund sidder jeg med nylakerede negle i farven "Clam bake" fra Essie. I like.. 

Der er kage i ovnen og kvædete til mig ømme hals. Og nå ja, der er flag på bordet og en gave fra mine drenge til mig. (Faderen hjalp lidt til).

Imorgen skal kollegaerne have lidt morgenmad og sødt til eftermiddagskaffen, fejres, JA for hælvede....
Eftermiddagen skal bruges i selskab med sød veninde og unger, aftensmad, kaffe, cola, hvad ve djeg skal der til. Note til mig selv: Måske jeg burde overveje at finde ud af hvad vi skal have?

BTW, da jeg kom hjem idag var xkæreste og dennes mor ved at installere en O P V A S K E M A S K I N E til mig, kun til mig. Som i en rigtig flot gave. Waaaauw. Den er simpelthen fra x-svigerfamilien af. Af hjertet tak... (Er ikke helt landet endnu ovenpå det)....

12, 11, 10.... min... til kage skal tjekkes. I need sleep... NOW. Men hellere bage kage nu end kl. 5 imorgen tidlig, det er rigeligt at jeg skal holde øjnene åbne der. Elsker dog roen....

Nat nat... Når jeg vågner er jeg 30....år....

søndag den 9. september 2012

Den_højere_enhed.

Sandheden er den at jeg skal tabe mig. Og det kan kun gå for langsomt.

Problemet - eller udfordringen som det er så modernet at sige, er bare den at jeg ikke rigtig har tid til det. Bum.

Og hvordan løser man så lige det? - Ja jeg ved det ikke.

Jeg har ikke nogen der kan komme og se efter ungerne så jeg kan skride i centeret og svede på crosstraineren.

Men hvordan gør man så???

Overvejer Fitness World, men forudser allerede lidt udmattelse bare mht selve logistikken og det at komme afsted. Og så på en hverdag.

Der er jo også lige det med kosten.. Det er mindst lige så vigtigt...

Jeg efterlyser opskrift på salat med perlerug og andet der stabilisere blodsukkeret....(Tror jeg nok)... Nogen der ligger inde med det?

onsdag den 5. september 2012

Going 30.....

Jeg blir 30 år. Uh la la la la la...

I næste uge...

Altså, da jeg var en lille pige syntes jeg at at min mor var gammel da hun var i 30´erne.. Men øhm, jeg er jo selv meget snart i den katagori. Ikke fedt....
Jeg er jo ikke gammel, jeg er jo lige begyndt. Men hvordan holder man sig ung uden at lave en Linse??

Nå skid vær´med det.. Pointen var at jeg skal finde ud af hvad jeg vil gøre til fødselsdagen. Jeg har faktisk ikke penge til at holde noget lige her og nu, orker egentlig heller ikke. Men bliver os lidt depri ved tanken om at der slet ingentng skal ske.

Er det alle andre og deres fester der sætter standarden? - Det tror jeg sgu. Men det gider jeg ikke.

Jeg tænker måske lidt housewarming/30 års fødselsdag, det er måske ikke helt tosset? Jeg er ikke til det dersens suppe/steg/is. Det er outdated... Ikke fordi jeg er et modernet orakel. Men jeg ved næsten ikke noget værre end sange, taler, jadadadada.(Ej, det er faktisk nogle gange ret hyggeligt..) Den skide NEJ-hat, der viste den sit grimme fjæs... Hvis jeg vil noget så vil jeg noget afslappet, noget hyggeligt, noget nærværsk´.

Så er der bare lige det med datoen, økonomien, og de andre løse småting.

Jeg har bare lidt det handicap at jeg ikke har en kernefamilie. Jeg er pretty alone på det punkt. Det er oftest det der slår mig i bund HVERT år. Tror egentlig det lammer mig lidt. For hvis jeg godt kunne tænke mig at holde en stille og rolig fødselsdag, tja, så er der ikke rigtig nogen at inviterer. BUM. Det er alt eller intet.
Indtil sidste år så har jeg invitereret Christians famillie. Men det kan jeg ikke mere, da vi ikke er sammen.

Så den er lidt svær...........Jeg smutter i tænkeboks og ja, så kommer det nok af sig selv...

Kan I fornemme jeg har fundet JA-hatten frem? (Eller måske var det bare den der underlige ting der havde sat sig i mit hoved der forsvandt?)
Iøvrigt en underlig omgang jeg har været igennem , halsen kradser lidt, men der hvor det var værst var "osteklokke" fornemmelsen oppe i hovedet, kvalme og hovedpine.... Nogen der har en titel på det?

Uhhh, jeg vil gerne have neglelak på.. Den skal være røøøød. Det har jeg tænkt på i en uge efterhånden... Life with children....

tirsdag den 4. september 2012

Nærvær_nu

Det er noget der er sat højt på listen og PRIORITETER. Sådan er det bare.

Som jeg skrev i indlægget her er jeg flad. Måske lidt sammenklasket. Oveni det er jeg ramt at forkølelse eller hvad det er der ligger og lurer. Havde det så skidt idag, at jeg måtte gå hjem fra job. Jeg nåede hjem og snuppe en lur på et par timer. Det hjalp. Tågen lettede, men nu er det ved at ramle ind over mig igen.

Opskriften er helt sikkert tidligt, tidligt tidligt i seng.

For at komme tilbage til det der med Nærvær_NU. Jeg vil have mere nærvær nu. Men måske er der nærvær nok? Eller findes der nok?

Ok. Hånden på hjertet, jeg lider lidt af det der oprydningsvanvid, uden at være ekstrem. Jeg har det bare bedst når der er rene linjer og ikke så meget rod hist og pist.
Jeg tager måske også opvasken ret ofte. Og måske kunne det vente til ungerne sover? Endnu bedre, jeg tror jeg vil investerer i en opvaskemaskine når der er børnepenge. For så skal jeg ikke tænke over det mere. BONUS.

Jeg er kørt død i en vane som jeg har haft i en del år. Det er som om at jeg ikke orker at skulle rumme andre folks småting. Jeg har nok i mit eget "rod".
Og det er ikke småting for dem - I know, men jeg syntes det er så ligegyldigt i forhold til min virkelighed, min hverdag og mit indre kaos.

Jeg vil have nærvær med dem jeg holder af, og med dem der holder af mig.

Jeg skal finde mig selv, jeg skal genopfinde mig selv, og jeg skal være mine børns bedste mor. Og jeg vokser med opgaven HVER dag. Der er nye udfordringer og tanker der skal løses hver dag.

Og hvor er er JA-hatten?

Idag i bussen, på vej hjem og sove blev jeg færdig med det nye Vores Børn. På sidste side hvor EN FAR FORTÆLLER, var overskriften " To Kung Fu og en skilsmisse, tak". Det måtte jeg læse.
Men at det resulterede i tårer ned af kinden havde jeg ikke lige set komme, slet ikke i bus 1A. Artiklen rørte noget i mig. Jeg er ikke blevet skilt-skilt. For vi blev aldrig gift, men på en måde er det jo alligevel en skilsmisse. Vi er jo S K I L T ad nu.

"Den store sidder stille på en grønstribet skumelefant og kigger på os. Hans øjne fyldes langsomt med tårer, men inden de når kanten , tager han en dyb indånding, som blandes med et suk og får dem til at forsvinde ind hvor de kom fra."

Sikke en sorg for den lille dreng og hans lillebror. Deres verden er brast. Deres verden som de kendte den. Og forældrene, hvor ville jeg bare pissemeget ønske at de kunne undgå den samtale og have blevet sammen. Og så endte jeg jo i bussen med at sætte det op mod det mine egne små drenge gennemlever nu. Og pling, tears on my cheek.
Jeg trøster mig selv med at mine små poder ikke opfatter-/de så meget fordi de var så små. Det er trods alt noget.

Så det er måske der tingene bliver sat lidt i perspektiv kontra det jeg anskuer som småting for andre mennesker. Og dét at jeg ikke magter det. Så sorry hvis nogen læser med.

Keep it simple.... Det blev det her indlæg ikke. HAHA.