mandag den 4. juni 2012

Livet som mor til tumlinger #1

Jeg ved ikke om det her skal være en serie, eller hvad man kalder det. Det er jo langt fra ovre, det stadie.. Så det gør nok egentlig....

Opdragelse og hele problematikken ved det:

Opdragelse, hvis man lige smager på ordet, så er der noget gammelt ved det.O P D R A G E L S E....
Men ikke desto mindre er det jo noget man skal tage stilling til når man får små børn.

Man skal tage stilling til mange ting.

Hvad ønsker har jeg for mine børn?
Hvor går min grænse for alverdens ting og unoder som de udfordre med?
Kost? - Er spelthysteriet noget for mig? - Tager jeg det mere afslappet?
Legetøj? Skal det være træ, eller er det måske ok at de os får noget i plast som endda kan sige lyde?
Tøj? - Mærkedyr eller ej? Hvem er det vigtigst for moderen, eller ungerne?
Vuggestue, børnehave, skole, fritter, vogne, cykler, sikkerhed, aaaaaalt.

Og hvornår er det for meget?

Jeg indrømmer gerne at jeg syntes det er svært. Der er ingen opskrift, og resultatet ser man først senere hvor man måske har smadret ungerne totalt.. Håber, håber, håber, jeg gør det bare nogenlunde...

Jeg, og mon ikke de fleste ønsker det bedste for deres børn? Jeg ønsker mine børn skal være trygge, rummelige, sociale, kærlige, osv.. Men hvad er opskriften på det? Og hvad så når man står i en travl hverdag uden tid til et wc-besøg, hvor det er rigtig svært at være overskudsagtig og lærende 24/7..

Jeg har meget at lærer, og håber det vil gavne muligt kommende børn fra min side af på sigt.

Jeg brugte rigtig meget tid på at være frusteret over at mine meget kreative drengebørn ommøblerede hele hytten hele tiden, dagen lang da det var det fedste i deres lille verden.
Det larmede, irreterede mig og gjorde mig faktisk sur. What a waste of time...

Jeg kunne ikke opdrage på de små baryller, de var nødt til at skulle igennem den fase. Jeg burde nok have pakket dem ned, og gået i sandkassen med dem. (Men jeg orkede det ikke... Se der kom underskudsmoderen ind i billedet igen..) Og hva´ faen gør man så?
 - Jo, ser du. Måske skulle jeg bare have gjort det jeg ikke orkede og lukke øjnene lidt oftere end jeg gjorde... Men det er nemmere sagt end gjort.

Nu er de jo kommet i sådan en alder hvor jeg skal afprøves. Og det bliver jeg. I den grad.
Jeg syntes på mange måder at det er rigtig charmende at de er ved at være rigtig små drengerøve, men jeg syntes os det er hårdt. Det er hårdt fordi jeg ikke når at tænke en tanke. Altså lægge en plan for hvad syntes jeg nu om det de gør der? -Eller hvad skal jeg sige til det?

Og jeg kan sg* heller ikke huske det til næste gang. OMG. Syntes måske det er at det er at tage det skridtet videre og skrive det ned og bruge det som opslagsbog hver gang.

Har alle det mon som jeg?  - eller er jeg bare ikke nok mor endnu. Det er jo ret nyt må man sige. (Skrev hun efter at have haft tvillinger i 2,5 år.) Det burde da helt sikkert tælle dobbelt i år og erfaringr. Meeeen....

Jeg syntes hver dag er ny, og jeg gør dagligt ting jeg ikke burde i forhold til mine unger.

"Man bør ikke lokke med lækre sager derhjemme for at få dem hjem fra vuggestue..." - Nej men det gør jeg altså hvis det er helt til rotterne. Men aldrig så de andre unger hører mig, er det så ikke ok?

"Jeg bander" - Den er ikke god, men det sker.

"Jeg blir sur og underskudsagtig" - men hey, det sker for helvede da os for alle andre, ik?

"Jeg deler gerne en lakrids med ungerne" - Nogle af de der omvandrende hysteriske mødre der mener at sukker til alt ondt, løfter nok øjenbryn nu.. Og hvad så....

Og jeg gør sådan nogle ting så ofte, at det må betegnes som hverdags ting. En dag blir jeg måske bedre, who knows. Måske er det her bare mig, og det er os ok.

Der er mange punkter længere oppe med kød på, dem gemmer jeg til andre indlæg...

Sikke en smøre, og jeg kunne blive ved..










Ingen kommentarer: