torsdag den 19. april 2012

Kig tilbage....



Og det er vist både på godt og ondt...

Jeg får helt ondt inde i hjertekulen når jeg hører "vores sange". Og ikke mindst minderne gør ondt. De er selvfølgelige dejlige at have, men samtidig beviset på hvad vi havde og ikke længere har.

Jeg ved egentlig ikk hvorfor jeg lige endte her på memory lane, og måske er det dumt og latterligt, men det er det der fylder lige nu.

"Anne Linnet - Jeg ka´ik´si´nej til dig"

Sender mig lige tilbage i den rædselsfulde blå sofa, med rødvin i glassene, lange snakke, og ikke mindst denne sang serveret på vældig fin vis med en lille ring og et kort.

Skal jeg ned på alle fire
Skal jeg op i 6. gear
Ser jeg syner er det dig
Der hopper ned på knæ
Og spør’ om jeg vil gift’ mig med dig
I en skov under et træ

Hvem ville ikke blive varm om hjertet når de fik en sangtekst udleveret med blandet andet dette vers markeret... Det var min drøm - og hans. Men den forsvandt os midt i det hele.
Hvordan ender man så vidt, forvildet af sporet af bleer, babyer, søvnunderskud, manglende tid og lyst til at give det ekstra nap for kærligheden og alt det andet. Hvordan ender man der, når man troede at man havde fundet ham man skulle dele livet med?

Og hvordan kommer man videre? - For det gør man jo. Men hvor længe vil sårene gøre ondt? Det er egentlig ikke fordi jeg går og er trist i hverdagen, langtfra. Men så er der dage som denne hvor det hele vælter rundt indeni, og det skal der os være plads til.

Da ungerne og jeg flyttede til det nye hus, ryddede jeg op. Ud med gammelt bras - ind med en ny forenklet livsstil. Midt i kasserne fandt jeg nogle af bryllupsbladene/papirene/lokalerne/drømmene..

Ser i, vi nåede (næsten) at bestille tid til vielse d. 13/9-2008 i Kirken i Viby J, manglede bare at ringe tilbage og bekræfte det med præsten at vi ville sige JA til hinanden 13/9-08 kl. 14. Men det gjorde vi aldrig.... Men efter en kort samtale besluttede vi for at tage den med ro. Det gik liiige lidt for stærkt. Og drømmen om at stå under et træ, i en strandkant eller et eller andet helt specielt, trak lidt.

Hånden på hjertet, det gør sgu da pisseondt at tænke på. Hvad fanden gik der galt???

(Det bliver naturligvis ikke udpenslet her)

Men når man så sidder her 4 år efter, to arvinger rigere, ny adresse, stor seng uden ham som man havde regnet ville ligge der de næste mange årtier, så kan det hele godt føles lidt hult og tomt.

Anden hånd på hjertet, der er mange ting der er blevet lettere, meget negativitet der er væk fra hverdagen, hvilket giver lidt overskud på andre kontoer.

Men det var satme ikke planen det her..

Sagen er den at jeg skal rise again (det lyder bare lidt bedre på den måde!!) og hvilken bedre måde end at have den her sang inden i sit hoved...¨



Jeg har prøvet meget i mit korte liv, enlig mor skulle åbenbart tilføjes til den lange liste OS. Jeg bliver stærkere for hver dag der går, hver dag kommer jeg lidt tættere på mig igen, mig som mor til O og W uden C. Og det er sgu da ret stort at skrive. Thumbs up for det...

Rejsen er lang, men jeg er på vej - med den her i hovedet. (Og minderne i en rygsæk)

(Indsæt selv rumbadansende-smiley)


Godnat herfra. Nu blev de 01.05 igen.....

Ingen kommentarer: