mandag den 30. april 2012

Mandag, monday, lundi....

Og det er i dag.
Ordet restferie, lyder ret godt. Men altså, hvis man så krydre det med en syg dreng, så er det bedste af ordet jo væk. Nemlig ferie.

Men lad det nu ligge, det er os dejlligt kun at have et barn hjemme. Ja, det elsker jeg faktisk. (Må man sige det højt?)

Dagen blev brugt på mange ting, trods syg dreng med astmatisk bronkitis....

Dagen i billeder...




Lur skulle der til... William boblede 3,5 time indenfor i vognen så jeg kunne holde øje med ham md lukkede øjenlåg.. Moderen fik 1 time...



Zzzzzzz...



Oliver og deres nye dukkevogn. Ligestilling og ud med kønsopdelt legetøj.




Sjovt er det ikke at ringe til sin læge, endnu sjovere er det ikke at vente 50:05 min, og hysterisk latterligt er det at blive smidt ud af køen efter at have ventet 53:00 min, og endelig var i kø som nr. 1 for at ringe op igen og så var der F*CKING telefonsvarer på.........



Patienten... <3

Imorgen venter en ny dag.. Fri dag længe leve..

lørdag den 28. april 2012

Så er der de der dage....

... hvor man syntes tiden går urimeligt langsomt.

Tvillingeskabet trådte ind i en ny fase idag, eller måske har jeg bare ikke opdaget det før.

Problematikken med at dele - ja altså hvad angår ungerne..

Når den ene er hos sin moar - vil brormand os være hos sin moar. Det ku´ jo rent faktisk godt lade sig gøre i praksis, men der er lige det lille twist at den ene (uden at nævne navne) blir overraskende hidsig hvis brormand nærmer sig det andet ledige lår..

Og hvordan griber man lige den an?

Ja, jeg ved det sgu ikke.. Hvis jeg nu hejser det hvide flag, mon det så kunne afhjælpe den konflikt?

Lytte, det gør de ikke.

Set i bakspejlet så virkede alt det jeg prøvede på IKKE idag, så imorgen håber jeg at den fase lissom er overstået, for idag har været lang og fyldt med klynkende unger.

Havde klart håbet på at være tanket op hvad angår overskud, efter at være gået i seng 2 dage i træk kl. 20. Men øhmmm, NITTE. Er man ikke bare fandens kronisk træt når man har små børn?



mandag den 23. april 2012

Haven....

eller  ja, måske nærmere krukkerne...

Jeg har ordnet vore kommende blomster, tomater, brombær, chilier, appelsintræ osv. I´m ready..

Desværre har jeg overhovedet ikke forstand på det, så prøver mit bedste og vande/gøde og krydse fingre for at der rent faktisk kommer til at ske noget...

Billeder af de små nye...



Brombær, appelsin, tomat, chili.



Fantastisk farve her i foråret...



Ude til venstre: Magnolia. Ellers er de andre de tidligere nævnte.



Brændende kærlighed....



Ophæng - som lige mangler lidt i potterne...

Og når nu jeg er så fornuft ikke at have bil, men derimod en anhænger, så er det naturligvis klart den blev taget i brug....



har iøvrigt o nogle fine Clematis udenfor i skyggen, men ingen billeder. Sætter min lidt til dem da der trods alt er blade på... So far so good.

Krydser for noget lykkedes...

torsdag den 19. april 2012

Kig tilbage....



Og det er vist både på godt og ondt...

Jeg får helt ondt inde i hjertekulen når jeg hører "vores sange". Og ikke mindst minderne gør ondt. De er selvfølgelige dejlige at have, men samtidig beviset på hvad vi havde og ikke længere har.

Jeg ved egentlig ikk hvorfor jeg lige endte her på memory lane, og måske er det dumt og latterligt, men det er det der fylder lige nu.

"Anne Linnet - Jeg ka´ik´si´nej til dig"

Sender mig lige tilbage i den rædselsfulde blå sofa, med rødvin i glassene, lange snakke, og ikke mindst denne sang serveret på vældig fin vis med en lille ring og et kort.

Skal jeg ned på alle fire
Skal jeg op i 6. gear
Ser jeg syner er det dig
Der hopper ned på knæ
Og spør’ om jeg vil gift’ mig med dig
I en skov under et træ

Hvem ville ikke blive varm om hjertet når de fik en sangtekst udleveret med blandet andet dette vers markeret... Det var min drøm - og hans. Men den forsvandt os midt i det hele.
Hvordan ender man så vidt, forvildet af sporet af bleer, babyer, søvnunderskud, manglende tid og lyst til at give det ekstra nap for kærligheden og alt det andet. Hvordan ender man der, når man troede at man havde fundet ham man skulle dele livet med?

Og hvordan kommer man videre? - For det gør man jo. Men hvor længe vil sårene gøre ondt? Det er egentlig ikke fordi jeg går og er trist i hverdagen, langtfra. Men så er der dage som denne hvor det hele vælter rundt indeni, og det skal der os være plads til.

Da ungerne og jeg flyttede til det nye hus, ryddede jeg op. Ud med gammelt bras - ind med en ny forenklet livsstil. Midt i kasserne fandt jeg nogle af bryllupsbladene/papirene/lokalerne/drømmene..

Ser i, vi nåede (næsten) at bestille tid til vielse d. 13/9-2008 i Kirken i Viby J, manglede bare at ringe tilbage og bekræfte det med præsten at vi ville sige JA til hinanden 13/9-08 kl. 14. Men det gjorde vi aldrig.... Men efter en kort samtale besluttede vi for at tage den med ro. Det gik liiige lidt for stærkt. Og drømmen om at stå under et træ, i en strandkant eller et eller andet helt specielt, trak lidt.

Hånden på hjertet, det gør sgu da pisseondt at tænke på. Hvad fanden gik der galt???

(Det bliver naturligvis ikke udpenslet her)

Men når man så sidder her 4 år efter, to arvinger rigere, ny adresse, stor seng uden ham som man havde regnet ville ligge der de næste mange årtier, så kan det hele godt føles lidt hult og tomt.

Anden hånd på hjertet, der er mange ting der er blevet lettere, meget negativitet der er væk fra hverdagen, hvilket giver lidt overskud på andre kontoer.

Men det var satme ikke planen det her..

Sagen er den at jeg skal rise again (det lyder bare lidt bedre på den måde!!) og hvilken bedre måde end at have den her sang inden i sit hoved...¨



Jeg har prøvet meget i mit korte liv, enlig mor skulle åbenbart tilføjes til den lange liste OS. Jeg bliver stærkere for hver dag der går, hver dag kommer jeg lidt tættere på mig igen, mig som mor til O og W uden C. Og det er sgu da ret stort at skrive. Thumbs up for det...

Rejsen er lang, men jeg er på vej - med den her i hovedet. (Og minderne i en rygsæk)

(Indsæt selv rumbadansende-smiley)


Godnat herfra. Nu blev de 01.05 igen.....

onsdag den 18. april 2012

Barn-syg...

William, var syg igår og dagen før igår eftermiddag/aften. Eller hans mave var syg.

Så vi var hjemme i håb om at få stoppet det vanvid.

Dagen blev brugt på at give ænderne morgenmad, jeg fik vasket tøj (som om det er en speciel event, happens every second day), skiftet sengetøj og så fik vi øvet at "gå på gaden" i anledningen af at vi skulle hente Oliver og der kun var et barn at holde styr på.



Så fik ænderne morgenmad - og William vinker til Oliver som iøvrigt var blevet afleveret i vuggestue 1 km derfra.
William gjorde det super godt, fortovet var latterligt smalt og den fagre nye verden udfordrede den lille mand. Der blev sagt AD!!! til ret mange ting, græs mellem fliserne på fortovet, folks skrald på gaden, blade der var blæst op på et hegn, og jeg kunne blive ved.



William vs The world.

Nu er det sådan at jeg er ret dårlig til insekter og kryb, og det er jeg meget bevidst omkring mht at de ikke os skal blive det. Men den skræk han havde over for de ting han mødte på sin vej, ja den ved jeg ikke hvor han har fra.

Min tilgang dertil er at jeg siger det er helt okey, og at det er et blad fra træerne, græs, skrald osv. Ved ikke om man kan kan gøre så meget andet, og egentlig tror jeg at det er en lille fase han skal igennem. Det er som om de lægger mærke til mange detaljer for tiden. Tror dette er en gren af samme slags.

tirsdag den 17. april 2012

Når tågen letter...

Med farer for at jinxe noget, så er der noget der er blevet lidt lettere og lidt bedre herhjemme.

Ungerne er begyndt at lege - hver for sig, og i hver sit rum uden at skulle ødelægge den andens leg, drille, stjæle legetøjet, ville være med, rive og slå.

Jeg er ikke meget for at skrive det, men tror det er kommet for at blive. Der er kommet ro på lige på det punkt, troede aldrig det ville ske.

Jeg ved ikke om det er alderen der spiller ind, arealet der er blevet større, andre forhold der lissom skyldtes denne udvikling, men noget fungere sgu.



Se selv.

Nu vil jeg skynde mig at skrive at der bestemt stadig er konflikter og slåskampe, men skal der ikke os være det når man er søskende? (Ifølge Lola, skal der ikke. Sååå det må vi jo arbejde hen imod)

onsdag den 11. april 2012

Åh fridag... Og så lidt Hvidevareservice..

Fridagen er jo velkommen - den er egentlig selvbetalt. Men elsker den - det gør jeg. DOG og er der ikke altid et DOG..

Hele farcen udspiller sig egentlig fordi at min spritnye vaskemaskine larmer som et ondt år, hvilket vil sige at jeg rent faktisk afventer en HVIDEVARESERVICE MAND. Og nu må han altså meget gerne snart komme.. Vi kommer i tidsrummet 8-13... Pissetak, kunne i mon indsnævre det lidt. HADER at være på standby...

I mellemtiden slapper jeg med computer (sjældent der er tid til det), NCIS, Lola og skyller ganen med varm kvædete..

PS: Det kunne jo os være fedt hvis jeg kunne nå en morfar og indkøb inden ungerne skulle hentes igen.....

torsdag den 5. april 2012

Når livet bider skeer med een...

Det gør mit p.t.

Jeg er så træt at jeg ikke orker at afslutte mine (skrevne) sætninger med et punktum - det er simpelthen for besværligt.

Livet som enlig mor er hvad det er. ENLIGT... (Er det overhovedet et ord?)

Man er ret meget alene, om alt. Og sådan er det bare, det bliver forhåbentligt nemmere med tiden, når kroppen lissom har vænnet sig til den nye livsstil.

Drengene er benhårde ved deres gamle mor  - hold nu kæft de udfordre. Men det skal børn jo gøre. Nogle gange ville jeg dog virkelig ønske mig at jeg havde to små fessorbørn der sad og dimsede bare et par gange på en uge.  Og er det ok at ønske sig sådan noget?  - Det er jo i det hele taget ret fantastisk at man har fået to sunde og raske unger.

...

Livet er på mange måder blevet nemmere - men os på mange måder hårdere. Bekymringer som, hvordan jeg skal komme på skadestuen hvis uheldet er ude? - Eller hvordan kommer jeg lige til lægevagten onsdag aften kl. 20.35 bekymrer mig. Men jeg er jo mor - så det er vel normalt at være bekymret... Jeg satser på at jeg tager det til den tid og handler på bedste vis hvis det 7-9-13 skulle være nødvendigt..  Kan vel heller ikke gøre så meget andet..........

Med min nye etiket "Enlig mor" solidt placeret på ryggen har jeg langsomt erfaret at jeg begynder at blive bitter.. Ikke pissefedt, iøvrigt.
Jeg er træt af at glo og hører om lykkelige mennesker, stik det skråt op.  Jeg er træt... af - ja jeg ved ikke engang hvad jeg er træt af.. Jo, jeg er pissetræt af at JEG blev frataget min drøm, min drøm om en rigtig kernefamilie. Jeg er mega træt af at jeg ikke aner om jeg har mine unger næste jul eller om den står på fryselasagne alene foran flimrekassen.

Altså, bitterhed er jo ikke særligt flatterende, så jeg har givet mig selv lov til at være bitter en god rum tid endnu, det hele er trods alt nyt endnu, men jeg har os aftalt med mig selv at det skal vænne igen.
Mon ikke det kommer når man finder fodfæste igen? På sigt.. (Ellers må i holde mig op på det....)

Når jeg sidder i sofaen kl. ca. 21.00 HVER aften efter putning af ungerne, er det eneste jeg magter at trække vejret, men det skal jo os gøres...

...

Jeg er så heldig at jeg har nogle af læsse af på, dele det her (!) med, genkende, og spørge til råds. Ville ønske (og i ved selv hvem i er) var tættere på, som i meget tættere på - rent logistikmæssigt.


...



Men altså, selvom skal man huske de gode ting, ellers bliver det en tand for sygt...

Her er lidt fra ugen der gik....



Mega hopla over ballon på McD.
There is a first for everything.

Besøg af yndlingsvennerne fra Korsør.
Spiser på Konya Kebab i Waves.

Fascination...

Panter Tanter genopstår, eller?

Haps...



Det kan godt være at det er psyko-hårdt ligenu, men jeg håber at jeg kommer ud på den anden side lidt sejere...